16-årig frisørelev er én af de heldige
Emilie Hylleberg Nilsson fra Hinnerup trodser tallene og har elevplads Hos Hanne i Hammel
Det med en blanding af held, lokalkendskab og vilje at 16-årige Emilie Hylleberg Nilsson fra Hinnerup i dag er begyndt i drømmejobbet som frisørelev hos frisørsalonen Hos Hanne i Hammel.
Hun er ellers oppe mod hårde odds. For hvert år er der over 2000 der gerne vil i lære som frisør. Kun lidt over 500 uddannes om året, fortæller formand Jens Behrndtz fra Frisør og Kosmetikerfagets Fællesudvalg. Han sidder med alle tallene og overblikket over uddannelser og antal frisørelever i hele Danmark.
?Og det tal har været konstant i mange år, så jeg kan godt punktere myten om, at mange frisørmestre ikke tager nye lærlinge ind,? fortæller han.
?Vi kan se at der altid kommer nye mestre til, når gamle elevpladser falder fra, så vi er ikke bange for frisørfaget.?
Heller ikke i år er tendensen nedadgående, selv om mange tror, at krise og konkurser ryster frisørfagets fremtid, det gør det bare ikke.
?I 2012 havde vi på landsplan noteret 149 påbegyndte elevpladser fra januar til juni, og allerede nu her inde i maj 2013 er tallet oppe på 144 elevpladser, så det ser godt ud.
I alt 529 fik elevplads i 2012, viser tallene.
Tilskud kan ændre pladser
I 2012 skar man ned på det elevtilskud som frisørmestrene modtager for at tage elever.
Det gik fra 70.000 kroner for de to første år til 33.000 kroner. I 2014 er det indtil videre planen at tilskuddet bortfalder helt og det kan godt bekymre Jens Behrndtz.
?Vi må håbe på, at politikerne ændrer mening inden da, for så kan det godt betyde et fald i elevpladserne.?
Kom ind fra gaden
I Hammel findes der fire-fem elevpladser i dag.
I hele Favrskov-området er der lige nu 29 elever i gang med frisøruddannelsen.
Emilie Hylleberg Nilsson ryster ikke på stemmen når hun forklarer hvorfor hun ville være frisør hos Hanne:
?Jeg kan godt lide at være kreativ med andres hår. Her får jeg lov til at prøve det meste. Det er en skøn salon at arbejde i,? fortæller pigen der allerede havde sendt adskillige ansøgninger afsted uden held.
Hun kom faktisk ind fra gaden, fordi et familiemedlem havde nævnt salonen for hende. Før det havde hun aldrig været i Hammel, men hun ville være frisør - og nu er hun godt i gang.
?Jeg kan godt lide at arbejde med unge og give dem en mulighed for at få den uddannelse som de drømmer om. Den drøm havde jeg jo også selv,? siger indehaver Hanne Skade Jørgensen, hvis første elev, Louise Villaume Stampe-Degn fra Galten netop er færdiguddannet.