P-plads lukkes på grund af ulovlig sejlads
Nu lukkes p-arealet under Fiskebækbroen, så det ikke længere er muligt at søsætte sin båd fra bredden - det er nemlig ulovligt
Naturstyrelsen og Furesø Kommune har besluttet, at der ikke længere skal være mulighed for at parkere sin bil på arealet under Hillerød-motorvejen ved Fiskebækbroen.
Allerede i midten af maj vil der blive opsat en bom langs Frederiksborgvej, og så må bilisterne finde alternative p-pladser.
Der er flere grunde til, at p-arealet under broen nu spærres af, fortæller skovfoged Lars Stubkjær fra Naturstyrelsen.
"Vi har de senere år oplevet en stigning i ulovlig sejlads på Farum Sø, og en stor del skyldes, at bådtrailere med joller med påhængsmotorer sættes i vandet under motorvejen og derfra sejler ind i Farum Sø", siger han.
Sejlads med motor er generelt ikke tilladt i Farum Sø - hverken for motorbåde eller kanoer med elmotorer.
Naturstyrelsen ønsker, at Farum Sø skal være den stille sø, hvor man i et roligt tempo kan padle en tur i en kano og for eksempel opleve fuglelivet. Dette i modsætning til Furesøen, hvor Naturstyrelsen har valgt, at den mere intensive rekreative udfoldelse kan finde sted. Dette være sig sejlbåde, windsurfere, vandski, fiskerbåde, Baadfarten og så videre.
Beskyttelsesområder
Lars Stubkjær oplyser, at den nærliggende p-plads på Frederiksborgvej kan bruges til parkering i stedet for arealet under broen, og derfor burde en bom ikke genere de bilister, der holder kørepauser.
Fiskeklubbens medlemmer bruger også arealet til parkering, men her kan medlemmerne ligeledes bruge p-pladsen på Frederiksborgvej eller p-pladsen ved Farum S-station.
Naturstyrelsen mener derfor ikke, at lukningen har den store betydning for den almindelige bilist, men derimod er af stor betydning for naturen under broen og i Farum Sø.
Som det er i dag er åbrinken meget slidt på grund af bilerne og søsætninger fra trailerne, men også fra søsætninger af kanoer og kajakker.
"Vi vil meget gerne af med trailerne, og kanoerne kan uden problemer søsættes fra Furesøbad", siger Lars Stubkjær.
Der er også miljø- og naturmæssige udfordringer ved færdslen.
"Både Furesø og Farum Sø er internationale natur- og fuglebeskyttelsesområder. Rørskoven langs sydsiden af Farum Sø er levested for rørhøg, som er en af de arter, området er udpeget for at beskytte. Netop forstyrrelser er en af de største trusler mod fuglenes succes som ynglefugl i området, og den ulovlige færdsel med motoriserede både er derfor potentielt et stort problem", fortæller Mette Bjerre fra Furesø Kommune.
Samtidig med opsætningen af bommen i maj måned, opsættes der også skilte som forklarer reglerne for sejlads.