Fortsæt til indhold

“Endelig kan vi få et bådhus”

I flere år har Farum Kano- og kajakklub ønsket et bådhus. Det kræver en ny lokalplan

Samfund
Af Lærke-Maria Schmidt, praktikant

Farum Kano – og Kajakklub, der holder til på Skallepanden, har længe haft et stort ønske om at opføre bådhuse som beskyttelse imod vejr og vind og ikke mindst mod tyveri.
Tilbage i 2010 fik klubben udarbejdet et projektforslag til tre bådhuse - et forslag, som nu er blevet behandlet i forvaltningen, der netop har fremlagt et forslag til en ny lokalplan for området.
"Det har været en lang proces, men det er godt, at vi endelig er kommet hertil?, siger Henrik Madsen, der er formand i Kano – og Kajakklubben.
Han lægger ikke skjul på, at klubben har et stort behov for husene.
"Vi oplever hvert år, at vores både bliver stjålet, og det er ikke særlig sjovt. Derfor er mange nu begyndt at køre hjem med bådene, efter de har sejlet, da de er bange for miste deres båd", lyder det fra formanden.
Bjælkehytte mod glashus

Kano- og Kajakklubben ønske var at opføre tre bådhuse på omkring 360 m2 i alt. Bådhusene skulle placeres i en bue på den nuværende opslagsplads ved Skallepanden. Ifølge Henrik Madsen, skulle bådhusene opføres som bjælkehuse med græs på taget, så de ville gå i et med naturen. Men den ide er forvaltningen ikke med på. Dels fordi placeringen betyder, at områdets lønnetræer - som forvaltningen mener er fredede - skal fældes, dels fordi forvaltningen mener, at en transparent bygning placeret tæt op ad den nuværende parkeringsplads vil passe bedre ind i området.
"Jeg synes, forvaltningen kommer med nogle argumenter, som de ikke har belæg for. Klubben plantede selv lønnetræerne for 30 år siden, og de er altså ikke fredet", siger Henrik Madsen, der også undrer sig over den arkitektoniske udformning, som forvaltningen ønsker. En udformning, der ifølge forvaltningens indstilling skal være 'en let og transparent bygning opført på pæle'.
"Hvis bådhusene bliver bygget, som forvaltningen ønsker, risikerer vi, at der kommer sne og frost ind i huset om vinteren. Samtidig ønsker forvaltningen at sætte huset på pæle, så det svæver over jorden. Det vil være rigtig besværligt for os, når vi skal op og ned med vores både", lyder det fra Henrik Madsen.
Selvom Kano- og Kajaklubben ønsker at fastholde det oprindelige projekt med et bådhus udformet som en bjælkehytte, har klubben accepteret at rykke bygningen fra den nuværende opslagsplads til området tæt op ad parkeringspladsen.
"Vi har accepteret forslaget til den nye placering, selvom den ikke er det mest optimale for os. Vi skal bære vores kanoer og kajakker længere, end hvad godt er. Men det er selvfølgelig godt, at der endelig er taget hul på projektet?, slutter Henrik Madsen af og ser frem til det videre forløb.
Hvis forvaltningens indstilling godkendes af byrådet ved det kommende møde, forventes projektet at bliver sat i gang i det kommende efterår.