Fortsæt til indhold

Undgå at overtræde våbenloven

Alle luft- og fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm skal være registreret inden 1. juni

Samfund
Af Svend Mikael Larsen

Mange mennesker landet over ligger inde med skydevåben, som vil være ulovlige at eje, bære eller anvende, hvis de ikke får våbnene registreret inden den 1. juni – og det vil sige senest på fredag.
Det drejer sig om ejerne af luft- og fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm. Bekendtgørelsen om dem trådte i kraft den 1. juni 2012 – altså for knap et år siden. Alligevel er det politiets indtryk, at rigtigt mange stadig ikke har benyttet sig af fristen til at få våbnene registrerede og dermed lovliggjort.
Hvis man har jagttegn, vil man kunne få sit våben registreret og dermed kunne eje, bære og anvende det til jagt eller regulering. Hvis man ikke har jagttegn, men brug for våbnet til for eksempel erhvervsmæssig bekæmpelse af skadedyr, skal politiet give en særlig tilladelse. Men begge dele forudsætter altså, at man får våbenet registreret.
Hvis man ikke har jagttegn eller kan få en særlig tilladelse af politiet, kan man fortsat eje sit våben. Man må bare ikke bære eller anvende det, og man må heller ikke have ammunition til det. Det skal under alle omstændigheder alligevel være registreret.
Luft og fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm skal opbevares i godkendt våbenskab.
Ulovlig våbenbesiddelse er en alvorlig sag – både når det gælder straframmen, og når det gælder den enkeltes mulighed for at kunne fremvise en ren straffeattest. Det er derfor vigtigt, at det ikke bliver forglemmelse eller sjusk der afgør, om man har sørget for at få sit våben lovliggjort, lyder det advarende fra politiet.