Fortsæt til indhold

Saksen klippede på Harebakken

Brugere, politikere, byggefolk og ansatte indviede den socialpsykiatriske afdeling Harebakken

Samfund
Kian Johansen

Solen, smilene og de fremmødte viste sig glade frem, da der tirsdag eftermiddag var indvielse af Favrskov Kommunes nye socialpsykiatriske afsnit på Harebakken i Hammel.
Navnet var også Harebakken og afløste dermed det tidligere afsnit på Urbakken, der nu er solgt til Hammel Neurocenter.
Saksen kom frem og mens to ansatte, Lene Rytter og Jonna Bamberg holdt den røde snor, kunne Lille Nils og Store Niels, bedre kendt som borgmester Nils Borring (S) og socialudvalgsformand Niels Flade (S) klippe snoren.

“Det er et godt eksempel på godt byggeri og vi er glade for at brugerne i dette moderne socialpsykiatriske tilbud er gået fra gammelt til nyt,” sagde Nils Norring blandt andet i sin tale, inden et blandet band af brugere og ansatte leverede en hård gang rock, leveret af en heftig, hæs vokal i forgrunden.
Bente Clausen formand for Handicaprådet i Favrskov Kommune overrakte Harebakken et Dannebrogsflag og det kom op at hænge med det samme, anført af leder Lars Ulrich Rasmussen og Bente Clausen selv.

Et sammensat band leverede musikken efter den formelle del af indvielsen var overstået. Foto Kian Johansen
Bente Clausen fra Handicaprådet i Favrskov fik sammen med leder Lars Ulrich Rasmussen det nye flag sat op.