Aktører opfordres til at gå sammen om aktiviteter til kulturnatten
Dette års kulturnat i Norddjurs og Syddjurs bliver fredag 11. oktober
Frem til 20. august kan man tilmelde aktiviteter til Kulturnatten 2013 i Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Den finder sted fredag 11. oktober, og hos arrangørerne i de to kommuner opfordrer man aktørerne til at gå sammen om aktiviteterne.
"Fra kommunernes side lyder opfordringen at flere aktører går sammen i planlægningen. En samarbejdsform der de tidligere år har resulteret i fine besøgstal", lyder det fra kulturmedarbejderne i de to kommuner.
Fristen for tilmelding af aktiviteter på kulturnatten er 20. august. Tilmelding kan ske på hjemmesiden www.kulturnatdjursland.dk.
"Vi opfordrer alle aktører til at melde deres Kulturnat aktivitet ind, så snart de har de første ideer, til inspiration for andre."
Over hele Djursland
2011 var første år der blev afholdt Kulturnat Djursland. Det var med fin opbakning fra mange aktører, og der var både koncerter, udstillinger og underholdning i både små og større byer på hele Djursland.
Nu nærmer tiden sig, hvor Djurslands foreninger, kulturinstitutioner, haller med mere skal til at finde ud af, hvad de vil bidrage med i kulturnatten i år.
Kommunerne bakker op med formidling i form af en hjemmeside, trykning af program og annoncering. Derudover uddeles i uge 22 en inspirations-avis til relevante aktører på Djursland.