Svigter borgmesterens hukommelse?
I spørgetiden i forbindelse med byrådsmødet tirsdag aften stillede Alice Broer-Hansen, Ulstrup, spørgsmål til borgmesteren i forbindelse med udledning af rent vand til rensning i Ulstrup.
"100 millioner liter går gennem rensningsanlægget om året. Helt unødvendigt. Kommunen skal betale 8 millioner i vandafledningsafgift for det om året. Det sker ikke," lød det efterfulgt af bemærkningen: "Jeg melder kommunen til politiet."
Borgmesteren gjorde opmærksom på, at der var undtagelser for, hvad man skal betale afledningsafgift af.
Et møde med borgmesteren og andre tidligere på året skulle dog angiveligt have resulteret i, at borgmesteren havde sagt: "Så må Favrskov Forsyning sende kommunen en regning."
En bemærkning, som borgmesteren ingen erindring havde om. Det havde de andre deltagere i mødet heller ikke.