Jordnær judo får fat i overvægtige unge
Hillerød Judoklub har oprettet hold for unge, der har brug for at tabe sig. Træningen giver både styrke, vægttab og større selvtillid
Der er mandag eftermiddag, og instruktør Peter Treldal er i fuld gang med at lære 15-årige Mustafa Hasanovic og hans 13-årige lillesøster Emina at pacificere deres modstander - ham selv - til dagens judotræning i Frederiksborgcenteret.
Hillerød Posten er taget med til træning i Hillerød Judoklub, der i maj har åbnet for tilmeldingen til et helt nyt hold med titlen Jump4Fun.
Det er et særligt judohold for overvægtige unge mellem otte og 13 år, der har brug for trygge rammer at tabe sig i.
En del af konceptet på Jump4Fun-holdet handler om at tilpasse træningen til den enkelte, og her passer judo helt perfekt ind, mener Peter Treldal, der har trænet kampsport i 40 år og undervist i 30.
"Alle øvelser i judo kan udføres med forskellige sværhedsgrader og intensitet, og så bruger man hele kroppen", konstaterer han.
Emina Hasanovic nikker anerkendende, mens Peter Treldal fortæller løs under dagens træning. Hun er øm i kroppen efter den seneste træning i onsdags, men hun smiler til ham og er kommet igen i dag, så det tager Peter Treldal med knusende ro og smiler tilbage.
Peter Plys-pædagogik
Dagens judo-træning er handler om balance, og det er altså en del hårdere, end det lyder - også selvom Peter Treldal på humoristisk vis pakker de forestående øvelser ind i Peter Plys-pædagogik.
Han forklarer holdet - der i øjeblikket kun består af Emina Hasanovic og hendes storebror Mustafa Hasanovic - at de skal forestille sig, at de er Tigerdyret, der springer gennem 100-Meterskoven, hvor Plys og hans venner bor.
"I skal stå med strakte ben på alle fire og hvile på albuerne og så strække armene og op på hænderne - og så skal I hoppe fremad", forklarer han.
Søskendeparret pruster og stønner allerede efter få hop. Også koordinationen kniber det lidt med. Men efter et par gode råd fra instruktøren går det pludselig lettere, og det brede måttebelagte judogulv er pludselig ikke så uoverskueligt at forcere længere.
Et øjeblik senere er det Peter Plys' ven Æseldyret, der skal imiteres. Nu handler det om at hoppe med stive, strakte arme og ben henover måtterne. Det er også fysisk hårdt, mens Grisling-øvelsen er mere mentalt udfordrende, fordi Peter Treldal beder dem lave et rullefald med hovedet gemt i armene.
"Når man lukker de andre sanser ude, så bruger man kun balancen", forklarer han.
Sved på panden
Efter adskillige hårde øvelser er det tid til en pause og en tår vand. Imens forklarer Emina Hasanovic, hvad hun får ud af træningen.
"Vi griner meget her. Det skete ikke så meget, dengang jeg gik til håndbold - det var meget seriøst. Det brød jeg mig ikke om. Det her er både er sjovt og udfordrende", forklarer hun.
Hjælper hende videre
Da træningen fortsætter, er det med nærkontakts-øvelser. Her kan man kan fornemme, at Emina Hasanovic er nødt til at overskride nogle personlige grænser for at kunne tage ordentlig fat, uanset og det er instruktøren eller hendes bror, hun er oppe imod, for hun tøver en gang imellem lidt.
"Netop derfor er det vigtigt for klubben, at vi også har kvindelige instruktører på Jump4Fun-holdet, så pigerne ikke holder tilbage med at tage fat", forklarer Peter Treldal.
Klar til at gå til judo
Da klokken nærmer sig 17 er dagens træning ved at være overstået.
Nye judo-teknikker er lært, selvtilliden er steget, og sveden har sprunget fra panden mere end et par gange.
Inden søskendeparret går hjem, spørger Hillerød Postens udsendte, om de vil forsætte med judo, når Jump4Fun-holdet er engang slutter.
De svarer begge ja, nok til stor glæde for instruktør Treldal i baggrunden.