Fortsæt til indhold

I robotternes forunderlige verden

På Dansk Supermarkeds lager i Årslev har robotterne overtaget. De klarer næsten alt fra varen kommer, ind til den igen forlader stedet

Samfund
Christina S. Johansen

En maskine bringer de modtagne varer på plads på det 830.000 kubikmeter store højlager.
Når det er tid til, at varen skal bruges, finder selv samme maskine den frem og bringer den hen til næste maskine, som kører den frem til næste maskine, som kører den endnu et stykke.
Sådan fortsætter det i et sirligt system, lige indtil varen når til rette destination.
Bag det hele er en elektronisk hjerne kaldet WMS. Hele systemet sikrer, at alle landets Føtex'er og Bilka'er får de rette nonfood-produkter på hylderne.
Det her er maskinernes og elektronikkens verden - her råder robotterne!

Al nonfood samme sted

Nej, vi befinder os ikke i år 3013, hvor maskinerne har overtaget verdensherredømmet.
Man kunne ellers sagtens blive i tvivl et lille øjeblik. Menneskene er nemlig klart i undertal på Dansk Supermarkeds lager i Årslev.
Lageret er den store bygning lige ved motorvejskryds Aarhus Vest, som de fleste af os er kørt forbi så tit.
Måske har andre end mig tænkt tanken: Hvad laver de egentlig derinde bag murene?
Og det er såmænd ret nemt at svare på, de leverer omkring 85 procent af alle nonfood-varer til alle landets 18 Bilka'er og 88 Føtex'er. Hvad der til gengæld ikke er helt så nemt at forklare, er måden lageret bliver styret.
Kort sagt er det robotter, som klarer næsten alt arbejdet lige fra vareindlevering til betjening af ordre - fra ordrerne kommer ind om morgenen, til de er færdiggjort og kørt ud fra lageret samme aften.
"?Tanken med lageret var at samle alle nonfood-aktiviteter ét sted, at sikre at varerne er hjemme til tiden, at nedsætte transportomkostninger og at højne kvaliteten i udleveringen til butikkerne. Desuden har vi tænkt meget i ergonomi for de ansatte - her er robotterne en stor hjælp,"? fortæller Ingvard Lauritsen, der er projektleder i Dansk Supermarked.

Det går op, op og op i Højlager 1. Der kan være 81.000 euro-paller med varer her, og en maskine finder selv de rigtige varer, når der skal sættes nyt på plads eller hentes varer frem.

En stor labyrint

En monoton, mekanisk lyd af skramlen og bumlen fylder hele lageret. Det larmer ikke som sådan, det er bare en konstant lyd, som man hurtigt vænner sig til.
En tur gennem lageret er som en tur i en labyrint - op ad trapper, hen over transportbånd, ned ad trapper igen. Uden en guide var jeg faret vild, også selvom en gul mand er tegnet på jorden som vejviser.
Hele tiden kan man se gennem gulvet på de forskellige niveauer, så folk med slem højdeskræk får problemer her. Men som sagt er det heller ikke just fordi, at det vrimler med mennesker på lageret.
Men endelig, helt mod slut af varens rejse, dukker nogle personer op. De pakker pallerne med de rigtige papkasser til de rigtige butikker, og sådan går det til, at du og jeg kan købe alt fra grydeskeer til fjernsyn i den lokale Føtex eller Bilka.