Fortsæt til indhold

En kærlighedsgave til Lene fra Brian

Lene Melins kæreste indrettede fodterapeut-klinik til hende

Samfund
Anette Bonde

Lene Melin har fået en gave af de helt store af sin kæreste. Brian Krogh er lastbilchauffør og har rigeligt at se til, men da Lene Melin var færdig med studierne som statsautoriseret fodterapeut, tog han et gevaldigt nap, for at hun kunne få den klinik, hun ønskede sig. Og det fik hun. 1. maj åbnede hun fodklinik et hjørne af i parrets hus på Storegade 20 i Ørsted.

Hårde studier

Lene Melin fik sit eksamensbevis som statsautoriseret fodterapeut til jul 2012. Hun kunne se tilbage på halvandet års hårde studier.
"Mit liv var nærmest sat på stand-by i den tid. Brian og jeg jokede med, at han skulle give mig et liv - og det har han så gjort", forklarer hun med et stort smil og kigger sig om i det lyse og rummelige lokale, som hendes kæreste har sat i stand med hjælp af hende. Det kørte hårdt på længe, og natten op til åbningen blev der praktisk talt ikke lukket et øje.

Styrer selv sin dag

Ved siden af klinikken er der et lille venteværelse, hvor Lene Melin byder på kaffe til patienterne.
Hun tager sig af alt indenfor fodbehandlinger og indlæg til sko. Desuden lakerer hun tånegle og tilbyder specielle luksusbehandlinger til fødderne. Prismæssigt er der to niveauer, idet der er en særlig rabat til pensionister.
Lene Melin glæder sig over sin hverdag som selvstændig. Inden hun startede på fodterapeutuddannelsen arbejdede hun som sosu-hjælper, og det var hårdt.
"Tingene skulle gå for stærkt, og jeg synes ikke, der var tid til at give en ordentlig service til borgerne. Men jeg var glad for at arbejde med mennesker. Her styrer jeg selv min dag, og sørger for at sætte god tid af til mine patienter."
Historien ender ikke her. For at fuldende den lykkelige slutning og varsle starten på en lige så lykkelig fortsættelse kan Lokalavisen fortælle, at Brian Krogh friede til Lene Melin 17. maj. Brylluppet kommer til at stå 3. maj 2014.












































fakta
Lene Melin er uddannet Sosu-hjælper. Det er et krav for at blive optaget på fodterapeutuddannelsen, at man har en relevant erfaring bag sig. Uddannelsen som statsautoriseret fodterapeut varer halvandet år. Lene Melin fik sit eksamensbevis til jul 2012.

?Mit liv var nærmest sat på stand-by i den tid. Brian og jeg jokede med, at han skulle give mig et liv - og det har han så gjort?