Frederik II gjorde Hillerød til kongeby
En ny bog tegner et nuanceret billede af kongen, der vel mere end nogen anden blev Hillerøds fader
1. juli 1534 så et drengebarn dagens lys for første gang på det nu forlængst forsvundne Haderslev Slot.
Frederik, som drengen blev kaldet, blev født til en usikker tilværelse. Hans bedstefar havde været konge af Danmark til sin død året inden.
Men adelen havde taget styret, så Frederiks far Christian var ikke konge. Det var urolige tider i Europa, katolikker og Martin Luthers protestantiske diciple lå i strid om såvel himmelsk som jordisk magt, og uroen havde bredt sig til Danmark.
Christian var lutheraner, og Frederik blev som det første medlem af det danske kongehus ikke katolsk døbt.
Rigsrådet - adelen og katolske biskopper - var naturligt ikke lune på at få en lutheraner som konge.
Men for at gøre en lang historie kort - og skære en masse forviklinger, der gik endnu længere tilbage i historien fra - så endte Christian og siden Frederik som konger.
Stået i skyggen
Frederik fik et to-tal banket på navnet, da han blev konge i 1559. En konge, der lige siden har stået i skyggen af sin kulørte, parringslystne, byggeglade og krigsgale søn Christian IV. Det vil historikeren Poul Grinder-Hansen gerne lave om på i en ny bog, der skildrer Frederik IIs liv og levned.
En rigtig renæssancekonge, kalder Poul Grinder-Hansen Frederik II, og forsøger dermed at gøre op med kongens ry som en letvægter inden for monarkiet. Bogen er en grundig indføring i kongens liv fra fødsel til død.
Frederik kom til at spille en helt særlig rolle for Hillerød. Selv om han også her er overskygget af sønnen Christian, var han skyld i, at Hillerød blev kongeby.
I 1560 byttede han sig til Hillerødsholm, der indtil da var ejet af adelsparret Herluf Trolle og Birgitte Gøye.
Herregården lå fremragende midt i Nordsjælland - centralt placeret i forhold til det jord, kongen havde overtaget, da Esrum og Æbelholt Klostre var forsvundet som magtfaktorer og jordbesiddere ved reformationen.
Frederiksborg
Hillerødsholm fik ved den lejlighed et nyt navn - Frederiksborg. Det navn har som bekendt hængt ved lige siden, og har også i lange perioder lagt navn til byen omkring slottet.
Ifølge Poul Grinder-Hansen var Frederiksborg yndlingsresidensen på Sjælland, selv om Frederik lagde store kræfter i Kronborg.
Frederiksborg blev straks ved overtagelsen forhøjet med en etage og udstyret med tårne og gavle i renæssancestil. Han stod også for opførelsen af det lille lystslot Sparepenge i Hillerød - et slotsnavn, han brugte flere steder i landet.
Ifølge Poul Grinder-Hansen skyldes navnet, at man i disse bygninger kunne spare på både ceremonier, tjenere, antal af gæster og dermed også mængden af fortæring.
Ud over Sparepenge byggede han Badstueslottet, der udefra stort set ligner sig selv fra Frederik IIs tid.
Frederiksborg derimod er temmelig forandret. Christian IV stod for første udkast til det slot, vi kender i dag, om end både svenskernes hærgen i midten af 1600-tallet og flammernes hærgen 200 år senere har sat deres uheldige spor på ejendommen.
Stod for anlæg
Frederik II stod meget passende også for anlægget af Kongevejen til fra København til Kronborg over Hillerød. Kongen var godt træt af vejenes tilstand og de bøner, der i tide og utide sled på dem.
Ifølge bogen blev de so de første veje anlagt efter en på forhånd godkendt plan med det formål at forbinde nogle vigtige lokaliteter - i stedet for de lokale behov og tilfældighedsprincipper, der tidligere havde styret vejplanlægningen.
Hundredvis af bønder blev sat i sving, og takket være bondeplageriet blev de 60 kilometer vej anlagt på blot to år.
Også vandveje stod han for. Frederik IIs kanal, der er 8,5 kilometer lang, fører steadig vand fra Store Gribsø og til Slotssøen. I området i retning mod Hammersholt satte kongen også bønderne i sving.
At der overhovedet blev tid til at dyrke markerne og passe dyrene i de år er et under.
Et slot, adskillige kanaler og en vej, der stadig er en af de vigtigste fra Hillerød til København, har Frederik II altså ansvar for på disse kanter.
Men også inde på slottet kan man se spor efter kongens hittepåsomhed. Nemlig i Slotskirken, der er kapel for de danske ridderordner. Frederik II var nemlig den første, der uddelte Danmarks fornemste orden, Elefantordenen. Det skete i Odense i 1580, hvor ordenen blev tildelt adelsmændene Hans den Ældre, Hans den Yngre og Adolf. I modsætning til i dag skete det under private former og for at sikre sig adelfolkenes loyalitet. Men det kan man læse meget mere om i bogen.
Frederik 2. - Danmarks renæssancekonge
Af Poul Grinder-Hansen
350 sider
Gyldendal