Præster skræmmer homoseksuelle væk fra kirken
Michael Nebeling Petersen fra Center for kønsforskning ved Københavns Universitet peger på, at den hidsige debat op til at lovgivningen trådte i kraft, kan have skræmt mange homoseksuelle væk fra kirken
Markante meninger og udtalelser fra præster om, at de aldrig kunne drømme om at vie et homoseksuelt par, kan i følge forsker Michael Nebeling Petersen fra Center for kønsforskning, have haft en indvirkning på de homoseksuelles lyst til at benytte Folkekirken, når de skulle giftes. Og det kan ifølge forskeren være en af forklaringerne på, hvorfor der ikke er et eneste homoseksuelt par i Kolding kommune, der er blevet viet siden loven trådte i kraft 15. juni sidste år.
"Debatten op til at loven trådte i kraft var meget skarp og synliggjorde en del homofobiske holdninger i kirken fra mange præster. Det kan have gjort, at der efterfølgende ikke er mange homoseksuelle, der har lyst til at gå ind og blive gift sådan et sted", lyder det fra Michael Nebeling Petersen og fortsætter.
"Nogle præster udelagde kristendommen på en helt anden måde end vi har været vant til i Danmark. I andre lande har man haft større tradition for at lægge vægt på holdningen til homoseksuelle. Men den debat har vi ikke som sådan haft i Danmark inden loven skulle vedtages", siger Michael Nebeling Petersen.
Vil have rettigheden
Michael Nebeling Petersen, som i sin kønsforskning især har haft fokus på de homoseksuelle, peger også på, at rettigheden til at blive viet for mange har været vigtigere end at benytte sig af loven.
"Der har måske ikke været den store lyst til at gifte sig og holde et stort kirkebryllup. Men for mange homoseksuelle har det mere handlet om, at de skal have rettigheden til det. Også selvom de ikke benytter sig af det", fortæller Michael Nebeling Petersen.