Fortsæt til indhold

Nabo hilser festival velkommen

Finn Gade glæder sig i modsætning til mange af sine naboer på Almuevej i Vrold til at tage imod Smukfest med åbne arme

Samfund
Af Bettina Sønderskov

Finn Gade glæder sig over, at Smukfest nu kan gå i gang med at etablere erhvervs- og festivalpark på Horsensvej i Vrold.
“Jeg kommer til at høre for det her, for vi er slet ikke enige om den sag blandt naboerne, men jeg står ved mine ord og folk kender min holdning,” siger Finn Gade, som til daglig er driftleder i Bloms Butikker.

Vejfond betaler advokaten
Han synes, at de negative røster fra naboerne har fyldt alt for meget i debatten om festivalens fremtidige aktiviteter i Vrold, mens naboer med den modsatte holdning har holdt lav profil.
“Det er vigtigt at få frem nu, at vi faktisk flere, som ser frem til at få festivalen som nabo,” siger Finn Gade.
Han bor på Almuevej i Vrold midt imellem naboer, som er indædte modstandere af festivalens planlagte aktiviteter i området. Ifølge Finn Gade har der været mange, lange diskussioner i Grundejerforeningen, siden festivalen fremlagde sine planer for halvandet år siden. Fornylig besluttede et flertal af medlemmerne i foreningen, at foreningens vejfond skal betale til at betale regningen fra den advokat, som de utilfredse naboerne har hyret i forsøget på at få indskrænket aktiviteterne.
“Jeg er træt af, at de penge, vi har indbetalt til veje, skal bruges til sådan noget, men jeg kan ikke gøre noget, for det er jo en flertalsbeslutning,” siger Finn Gade.
Fremfor at bekæmpe udviklingen og festivalens aktiviteter, vil han hellere hylde festivalens initiativ-rigdom.
“Det er dejligt, at vi får nogle aktiviteter herud, og jeg er sikker på, at de også kommer naboerne tilgode,” siger han.