Hillerød er fokusby i kampen mod druk
Det landsdækkende ForældreNetværket fokuserer kræfterne på Hillerød i kampen om at begrænse unges druk. Netværket vil også have politikerne til at deltage aktivt, og det er lykkes, delvist i hvert fald
Hillerød bliver en central del af det landsdækkende ForældreNetværkets kamp for at begrænse unges druk.
Byen er nemlig netop blevet udnævnt til fokusby af netværket, og det betyder, at dets medlemmer gør en ekstra stor indsats for at begrænse unges druk netop der.
"Vi har valgt Hillerød, fordi det er en stor uddannelsesby med masser af unge", siger medlem af netværket Peter Plambech fra Nødebo. Han forklarer, at netværket har holdt møder med forældrebestyrelser på skoler og flere centrale politikere.
"Selvom forældrene kan gøre en masse for at begrænse de unges druk selv, og det først og fremmest er det, netværket arbejder for, så er politikerne også meget vigtige. De har nemlig blandt andet mulighed for at påvirke indtaget af alkohol i nattelivet", siger han og giver et par eksempler:
"Vi mener, det er vigtigt, at alle barejere og bartendere tager et kursus i ansvarlig udskænkning. Det betyder, at de ikke udskænker alkohol til unge, der er meget berusede, og at de lærer at håndtere konflikter?, siger han og fortsætter:
"Derudover arbejder vi for at få stoppet udskænkning af alkohol efter klokken 02, da erfaring viser, at det er derefter, at mange slagsmål og uheld opstår på grund af et for stort indtag af alkohol", siger Peter Plambech.
Formand vil skabe tryghed
ForældreNetværket har blandt andre holdt møde med formanden for Sundhedsudvalget Christina Thorholm (R), der er glad for ForældreNetværkets udnævnelse af Hillerød som fokusby. Hun er klar til at arbejde for ForældreNetværkets målsætninger om nattelivet.
"Jeg vil rigtig gerne arbejde for at skabe et tryggere natteliv i Hillerød. Dog synes jeg, at kurser i ansvarlig udskænkning skal gå ad frivillighedens vej," siger hun og tilføjer, at hun også vil arbejde for at begrænse udskænkningen af alkohol på barer og diskoteker til klokken 02 i stedet for klokken 05, som visse steder i Hillerød i øjeblikket har en såkaldt natbevilling til.
Men noget tyder på, at det ikke er så let at få byrådet til at blive enigt om at begrænse udskænkningen til klokken 02. Tue Tortzen fra Fælleslisten er en af modstanderne.
"Jeg vil ikke forhindre folk i at gå ud og more sig til den lyse morgen. Det går jeg ikke ind for. Men jeg mener, at man skal holde sig fra at have fri bar. Det appellerer til, at folk bare bæller løs og bliver tossede i hovedet, som erfaringer fra det tidligere diskotek i Gallerierne (Golddigger, red.) viser", siger Tue Tortzen, der mener, at politikerne i stedet bør bruge flere kræfter på at bekæmpe narko i nattelivet.
Den politiske uenighed er ikke det eneste, der forhindrer et snarligt stop af udskænkning af alkohol efter klokken 02, forklarer jurist i kommunen Monica Nordahl.
"Nogen har jo fået en natbevilling, der varer op til otte år. Den kan politikerne ikke bare trække tilbage uden konkrete begrundelser som for eksempel megen uro på stedet, og så skal stedet endda have en advarsel først", slår juristen fast.