Zumba og soldater til Frijsenborgløbet
Når det store arrangement Frijsenborg Motion afvikles torsdag 20. juni ved Frijsenborg Slot, er der i år også Zumba på programmet.
Zumbainstruktør Sanne Kristensen vil stå i spidsen for to gange 45 minuttters zumba under åben himmel. Der loves høj intensitet og en kort pause imellem de to sæt, der afvikles i startområdet, efter løberne er sendt af sted. Til Frijsenborg kommer også cykelholdet fra Ride4Rehab, der består af hjemvendte soldater med fysiske skader, der cykler til fordel for psykisk skadede soldater og andre med tilknytning til landets tre veteranhjem.
Dansk Handicap Idrætsforbund og Ride4Rehab-projektet har valgt at bruge Frijsenborgløbets 67 kilometer lange cykeltur som forberedelse til et stort velgørenhedsløb, de skal cykle senere på året.
?Vi håber at vi kan være med til at sætte fokus på handicapidræt og hvor uendelig stor betydning sport kan have for os alle,? udtaler Jesper Tikiøb fra Frijsenborg Motion.