Fortsæt til indhold

Supergenbrugspladser måske på vej

Samfund
Erling Baastrup

De rumopdelte affaldsspande er nu ved at være ude hos brugerne. Ifølge formanden for Favrskov Forsyning, Nikolaj Per Schøler bliver der taget godt imod dem:
"Kun én har henvendt sig og sagt, at hvis vi ikke havde fjernet den nye spand senest i. juni, så vil han køre den til forbrændingen i Hammel," fortalte formanden på byrådsmødet tirsdag.

Forbrugernes forslag

Planerne for genbrugspladserne kom han også ind på under byrådsmødet i tirsdags.
Det lader til, at der ikke skal nedlægges nogle af de eksisterende, men der skal måske justeres.

"Vi laver nu en brugerundersøgelse i juni på genbrugspladserne for at høre ønskerne. Det ser i hvert fald ud til, at der ønskes mere åbent om aftenen og i weekenden," sagde Nicolaj Per Schøler.

Supergenbrugspladser

I Favrskov Forsyning har man også studeret de såkaldte supergenbrugspladser. Det kunne lyde som en centralisering, men er det modsatte. De er nemlig til selvbetjening døgnet rundt. Det samme princip, som åbne biblioteker bygger på.

Formanden nævnte Voldum som eksempel på et sted, hvor man kunne lave en sådan supergenbrugsplads. Den kan for eksempel bestå af 12 forskellige muligheder for sorterede indkast. Også til haveaffald op til en bestemt længde.

"Vi prøver hele tiden at tilpasse os virkeligheden," sagde Nikolaj Per Schøler.