Fortsæt til indhold

Danmarksmester på 90 år

Skanderborg Skakklub fylder 90 år som Danmarksmester i skak

Samfund
Arkiv

Da Skanderborg Skakklub 1. juni fejrede sin 90 års fødselsdag om bord på M/S Dagmar, blev der naturligvis smuglet et skakbord med om bord. Brætspillet med de 32 små figurer er en uundværlig del af medlemmernes fritid og den seneste tid har klubben markeret sig stærkt i skakligaen. Således lykkedes det i marts Skanderborg Skakklub at vinde Danmarksmesterskabet i Skakligaen.

Stormester på vej

Under mesterskaberne lykkedes det også klubbens lovende unge talent ,Mads Andersen, at vinde over den stærke stormester Tiger Hillarp-Persson. Med den sejr sikrede han sig sin anden GM-norm og kom et stort skridt tættere på den stormestertitel, som han længe har arbejdet sig henimod.
“Det var en fantastisk præstation, og den absolut fornemste i Skanderborg Skakklubs 90-årige historie,” siger klubbens mangeårige medlem Asger J. Andersen.
Han blev under klubbens jubilæumsfest udnævnt til æresmedlem af klubben på grund af hans indsats i skakklubben i de 43 år, han foreløbig har været medlem.
Skanderborg Skakklub blev stiftet på det daværende “Centralhotel” i Skanderborg i 1923, hvor en mand ved navn Holger Jugel indkaldte skakinteresserede til et møde.
“Det lykkedes at samle så mange interesserede at der var basis for dannelsen af en skakklub i Skanderborg, som blev stiftet 4. januar 1923.
Ifølge Asger J. Andersen blev skaksæsonen 2010-11 skelsættende for Skanderborg Skakklub. Klubben markerede sig stærkt, at Skanderborg Skakklub på den sidste spilledag i marts 2011 rykkede op i Skakligaen. I 2012 blev holdet nummer seks i skakligaen, mens det altså allerede lykkedes at vinde mesterskabet i år - to år efter oprykningen til ligaen.
“Perioden 2007-12 har været et enestående femår i klubbens historie. Et fantastisk spring fra mesterrække til skakliga på så kort tid,” lyder det fra Asger j. Andersen.
Skanderborg Skakklub har i dag omkring 60 medlemmer.