Fortsæt til indhold

Udsatte børn tættere på boghylderne

Hillerød Bibliotek vil hjælpe børn i udsatte familier med at komme i gang med at læse bøger. Det kræver at forældrene er med på idéen

Samfund
Stig Lindén-Søndersø

Hvis mor eller far er glade for bøger, så er Sofus og Sofie det også.
Undersøgelser viser, at forældrene er afgørende for at få gang i læselysten hos de små, men alt for få udsatte familier benytter biblioteket, og dermed går børnene glip af en gylden mulighed for at blive glade for at læse.
Men ny lokal forskning af lektor Caroline Sehested fra UCC i Hillerød viser, at det faktisk er muligt at få forældre i udsatte familier til at komme på biblioteket og låne bøger sammen med deres børn.
Lektorens undersøgelse hedder "Projekt Familielæsning" og omfatter ni familier, der i en periode er kommet på biblioteket til familieaftener, hvor de er blevet introduceret til bibliotekets tilbud i form af eksempelvis film, spil og naturligvis bøger.
"Projektet drejer sig om at styrke læsning blandt børn i udsatte familier ved at gøre deres mødre fortrolige med og bruge biblioteket. Hvis man ikke er vant til at læse med sine børn, kan biblioteket virke som et fremmed sted. Så ved familierne ikke, hvad de kan bruge stedet til, og at det også er et tilbud til dem", siger Caroline Sehested.

Bibliotek vil fange flere

Projektet viser, at flere af familierne efterfølgende er begyndt at komme på biblioteket, og at der dermed også på sigt er mulighed for at få flere udsatte børn i Hillerød Kommune til at blive bedre læsere.
Bibliotekar på Hillerød Biblioteks børneafdeling Maria Bruun forklarer, at biblioteket på baggrund af projektet nu er i gang med at undersøge, hvilke konkrete muligheder der er for at lokke flere udsatte familier til boghylderne.
"Det kan vi blandt andet gøre ved at tage ud på specialinstitutioner og -skoler og holde oplæg for ansatte og forældre og fortælle om vores tilbud. Vi overvejer også at invitere til familieaftener, som dem i undersøgelsen", siger Maria Bruun.
"Projekt Familielæsning" er gennemført af Nationalt Videncenter for Læsning sammen med Hillerød Kommune.