Prøv krolf i Holbæk
Holbæk IF afholder krolfdag for alle interesserede
Er man glad for at spille golf og kroket, så er krolf måske også en mulighed. Onsdag 5. juni klokken 17 indbyder Holbæk IF i samarbejde med DGI Østjylland børn og voksne i alle aldre til at komme forbi Klubhuset og prøve krolf ganske gratis. Krolf er ligesom golf og kroket et spil med køller og kugler.
"Det drejer sig i al sin enkelthed om at få kuglen gennem banen på færrest mulige slag", fortæller Claus Nejmann, kasserer for Holbæk IF.
Banen består af 12 huller med forskellig afstand mellem hullerne.
Det perfekte område
Claus Nejmann tilføjer, at Holbæk har det perfekte område til en aktivitet af denne type. Der er netop blevet bygget en stor bålhytte og ny petanque bane, som frit kan benyttes af områdets beboere.
"Den nye krolfbane som anlægges denne dag, vil være endnu en ting som vi kan mødes og være sammen om i vores lille lokalsamfund."