"Fællesskabet skal tage stilling til rockerne"
Onsdag aften håber Christian Rabjerg Madsen at Akseltorv fyldes med mennesker, når der arrangeres fakkeloptog mod rockerne i Kolding
Onsdag aften klokken 19.30 arrangeres der fakkeloptog mod rockerne i Kolding. Optoget arrangeres i kølvandet på de afsløringer om afpresningsmetoder, som Bandidos har foretaget mod byens erhvervsdrivende. Christian Rabjerg Madsen har taget initiativ til arrangementet. "Jeg tror, at et fakkeloptog vil hjælpe på problemet fordi det er med til at trække rockernes aktiviteter ud i lyset. Rockerne ønsker ikke opmærksomhed omkring deres kriminalitet og derfor er et fakkeloptog netop en god idé. I mine øjne er det vigtigt, at fællesskabet taget stilling og samles omkring dette problem, så vi kan få problemet løst", lyder det fra Christian Rabjerg Madsen, der netop er flyttet til Kolding fra København for at fokusere på sit lokale spidskandidatur for socialdemokraterne til næste folketingsvalg. Da han boede i København oplevede han selv hvordan lokalbefolkningen stod sammen på Nørrebro, da indehaveren af Café Viking på Nørrebro blev truet til at aflevere beskyttelsespenge til lokale bander.
"Her så vi, at fællesskabet virkelig kan have en indflydelse. Det er meget nemmere, at gøre opmærksom på en sag, når man er mange om det", lyder det fra Christian Rabjerg Madsen.
Initiativtageren giver ikke meget for Borgmester Jørn Pedersens kritik af fakkeloptoget på onsdag.
"Det synspunkt må han da gerne have. Men jeg kan konstatere, at de fleste andre synes, at ideen er god. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har fået så stor opbakning fra de ramte tatovører her i byen. Det er det, der betyder mest", lyder det fra Christian Rabjerg Madsen.