Fortsæt til indhold

Rådhusbyggeriet i Skanderborg

Samfund
Af Finn Sander Jensen, Skovby

Politikerne i økonomiudvalget i Skanderborg fortjener stor ros for deres beslutning omkring arbejdsforholdene ved det nye rådhusbyggeri. Smukt arbejde. Det er så vigtigt med disse sociale klausuler og sikring af løn- og ansættelsesvilkår efter danske overenskomster. Entreprenørerne får et socialt ansvar og kan ikke frasige sig det, ved at videregive dele af arbejdet til underleverandører.
EU-lovgivning gør det helt legalt for EU-borgere at tage arbejdet overalt i EU. Sådan har det været siden før Danmark blev medlem af EU i 1973. Desværre har det ikke altid betydet, at EU-borgere har fået mulighed for at arbejde på dansk overenskomst. Vi har set talrige eksempler på dårlige løn- og arbejdsforhold for fx østarbejdere indenfor de seneste år og ofte har de arbejdet helt uden overenskomst. Derfor er det beundringsværdigt, at et helt enigt økonomiudvalg sikrer danske overenskomster til alle ansatte ved det kommende rådhusbyggeri, ved at følge ILO-konventionen (Den internationale arbejdsorganisation er FN's faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål).
Det er ikke bare tomme løfter. I et samarbejde med arbejdsmarkedets partere, har økonomiudvalget besluttet, at de faglige organisationer får mulighed for at komme på bygepladsen for at kontrollere løn- og arbejdsforhold.
Herudover sikrer man, at unge kan få en erhvervsfaglig uddannelse, da der skal være en vis procentdel på arbejdspladsen som er lærlinge. Man har heller ikke glemt de ledige, da der skal være mulighed for at komme i virksomhedspraktik på byggepladsen og yderlig gives der unge mulighed for at få kontakt til en arbejdsplads.
Jeg glæder mig over, at vi i Skanderborg indfører sociale klausuler og giver mulighed ordentlige løn- og arbejdsforhold ved offentligt byggeri. Det er rigtig flot, at det er et helt enigt økonomiudvalg, hvor alle partier er repræsenteret, der går ind for sociale klausuler og danske løn- og arbejdsforhold. Det er en flot standard, som Skanderborg Kommune her sætter for fremtidige udbud.