Fortsæt til indhold

Skanderborg Kulturskole fylder Bloms med musik og kunst

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

Skanderborg Kulturskole byder på kultur fra fem forskellige steder i Bloms Butikker fra klokken 9.30 - 13 lørdag 8.juni.
"Det bliver et ret stort arrangement. Der er fem scener, og alene på Superscenen er der hele 44 indslag i løbet af lørdag formiddag, og jeg vil anslå, der vil være mellem 150-200 optrædende," siger Nicola Ellegaard, PR-medarbejder på Skanderborg Kulturskole.

Der vil være forskellige scener og workshops fordelt rundt omkring i hele Bloms Butikker. Allerede ved indgangen fra Adelgade vil der være mulighed for at lytte til og opleve børnesymfoniorkestret Cool Tour Orchestra, Gladsaxe Steelband og Stenderup Spillemændene.
På SuperScenen ved siden af Inspiration vil der være solist- og minikoncerter med Skanderborg Kulturskoles elever. Garagescenen i centrets parkeringskælder vil byde på rytmiske koncerter i løbet af dagen. I lokalet ved siden af Aunt Betty vil der være åben kulturværksted med film og maleworkshop til musik og stomp-rytmer.

"Hvis man mangler et band eller en solist kan man møde op i Loungen, hvor der som et nyt tiltag er banddating, Man kan også komme forbi med sit barn, og være med i en workshop med børnemusikhold, hvor der er sanserytmik for de mindste," fortæller Nicola Ellegaard.
"De tomme lokaler i centeret vil blive omdannet til blandt andet et råt kunstgalleri med caféstemning og et sanserum til workshoppen for børnemusikholdet, med tæpper og hygge," fortæller Karen Salih, kommunikatonsmedarbejder i Bloms.

Samarbejdet mellem Bloms Butikker og Skanderborg Kulturskole giver alle de optrædende børn muligheden for at stå på en rigtig scene i et meget anderledes miljø.
Kig forbi Bloms Butikker lørdag 8. juni mellem 9.30-13