FC Nordsjælland vil spille Champions League i Farum
... men det er UEFA, der bestemmer
Der skal spilles Champions League-fodbold på Farum Park. I hvert fald hvis det står til FC Nordsjælland.
Sølvvinderne fra den nordsjællandske Superliga-klub skal for andet år i træk i kamp mod store europæiske klubber - i første omgang i forbindelse med kvalifikationsspillet til Champions Leauge - og denne gang skal slagene stå på Farum Park. Sådan lyder ønsket i hvert fald fra FC Nordsjælland.
"Sidste år valgte vi at spille Champions League-kampene i Parken, og vi var rigtig glade for den behandling, vi fik dér, men nu har vi et ønske om, at i hvert fald hjemmebanekampen i kvalifikationsrunden skal spilles på Farum Park", fortæller Steen Laursen, der er kommunikations- og mediechef i FC Nordsjælland, til Furesø Avis.
Der er plads til cirka 40.000 publikummer i Parken, mens Farum Park kun har kapacitet til godt 10.000 publikummer.
"Det må vi tage med. Det vil selvfølgelig sætte en begrænsning på, hvor mange, vi kan lukke ind, men Farum Park er vores hjemmebane, og det er dér, vi allerhelst vil spille", siger Steen Laursen.
I slutningen af juni kommer en delegation fra UEFA på en såkaldt site inspection på Farum Park for at kigge på forholdene - og det er UEFA, der ene og alene beslutter, om Farum Park lever op til de mange krav, der er til Champions League-stadioner.
"Vi er i øjeblikket ved at forberede os på besøget fra UEFA, så vi kan præsentere Farum Park fra sin bedste side, og vi tror på, at det kan lade sig gøre - ellers ville vi heller ikke indstille til det - men det er UEFA, der suverænt træffer beslutningen i sidste ende", understreger Steen Laursen.
Hvis UEFA godkender Farum Park, og FC Nordsjælland går videre i enten Champions League eller Europa League, betyder det dog ikke nødvendigvis, at alle kampene skal spilles på Farum Park.
"Vi har en ny situation, hvis vi eksempelvis kvalificerer os til gruppespillet i Champions League, og så må vi tage den derfra", siger Steen Laursen.
FCNs mulige modstandere i kvalifikationsrunden er Olympique Lyon, Zenit St. Petersborg, PSV Eindhoven, Metalist Kharkiv og Fenerbahce, og cheftræner Kasper Hjulmand glæder sig naturligvis til den store udfordring.
"Uanset hvem af de fem klubber, vi trækker, så har de høj klasse, og vi glæder os helt vildt til at måle os med dem. Vi skal være dygtige og vil være undertippede mod dem alle", siger Hjulmand.
Der trækkes lod den 19. juli.