Fortsæt til indhold

Hole in one og fed fitness i naturen

I bakkerne bag Aktivitetstilbud Marie Magdalene er en glimrende fodboldgolfbane og et udendørs fitnessanlæg klar til brug

Samfund
Lars Norman Thomsen

Ryomgård har fået et par nye attraktioner, som er lige til at bruge på en lun sommeraften eller søndag eftermiddag, hvor familien er på besøg, og alle efter frokosten trænger til lidt bevægelse i naturen.
Aktivitetstilbuddet Marie Magdalene på Aktivitetscenter Marie Magdalene kan 26. juni indvie både en fodboldgolfbane og et fitnessanlæg under åben himmel.

Det skal bruges

To fine aktiver både for brugere og medarbejde, men sandelig også for alle andre.
"Vores store ønske er, at både fitnessanlæg og fodboldgolfbanen må blive brugt flittigt af både Ryomgårds borgere, men også gerne af andre, der kommer forbi," siger afdelingsleder Keld Vorup.
"Det vil være oplagt, at både enkeltpersoner, familier, virksomheder, turister og ikke mindst skoleklasser og børnehaver benytter de nye anlæg."

Det er Aktivitetstilbud Marie Magdalenes udehold, der har lavet den fine fodboldgolfbane og fremover også skal sørge for at holde den i fin stand. Det samme gælder fitnessanlægget.

Har fået LAG-midler

Det er Aktivitetstilbud Marie Magdalenes eget udehold, der lavet det store forarbejde, der har gjort det muligt at invitere til officiel indvielse onsdag 26. juni, hvor den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen har sagt ja til at klippe snoren, hvis det passer med træningsopstarten i AGF for den tidligere Ryomgård-dreng.
LAG Djursland har bidraget med økonomi til at realisere projektet sammen med midler fra Aktivitetstilbud Marie Magdalenes egen kasse.

Fitness i naturen

Fitnessanlægget er placeret på den tidligere boldbane, som også var hjemsted for en lang række kærlige musikfestivaller for nogle år siden. Anlægget er bygget op af solide materialer. Alle redskaber er fremstillet af stålrør, der kan modstå naturens luner, og på anlægget er god plads til, at mange kan være i sving på samme tid.
Det er træning på den sjove måde, hvor man bruger kroppen som vægt og kan variere øvelserne på et utal af måder.
"Redskaberne er konstruerede, så alle kan bruge dem uanset træningsniveau," forklarer Keld Vorup.
"Udendørs fitnessanlæg vinder mere og mere indpas, fordi de er åbne hele døgnet, de er gratis at bruge og det hele foregår i frisk luft med mulighed for at opleve naturen."
Sjov fodboldgolf

Fodboldgolfbanen på toppen af bakken er lavet, så alle kan være med og prøve deres evne til at aflevere en fodbold med præcision og den rette fart i forhold til hullet.
Det er principperne fra minigolf, der går igen. Dog er golfkuglen og golfkøllen naturligvis skiftet ud med en fodbold og et par gode ben.
Hver bane har, som i golf, sit eget par (optimalt antal spark), et Tee-sted (startsted), en Fairway og en Green. Den, der kommer igennem banen med færrest antal spark, vinder spillet.
"Om et par år skulle fodboldgolfbanen være omkranset af højere træer og buske, så banen bliver en helt lille oase på bakketoppen," siger Keld Vorup.