Netsvindel er også hverdag i lokalområdet
Svindel med nethandel rammer både store og små netbutikker i stærkt stigende omfang
Svindlen med dankortbetalinger på nettet steg ifølge FraudID fra 2011 til 2012 med ikke mindre end 54 procent.
Den voldsomme stigning skal dog også ses i forhold til den stigende omsætning på nethandler.
Stjålet kreditkort
I forbindelse med en mistænkelig bestilling på 2.600 kroner fra Irland, var Jesper Vinter fra firmaet Skobox i Hornslet i kontakt med Nets som står for betalinger via nettet. Mistanken viste sig at være rigtig, da skoene var betalt med et betalingskort som var stjålet i Canada.
Ved betalinger på nettet sættes pengene ikke direkte ind på webshoppens konto men hæves først af webshoppen, når varen er afsendt.
"I dette tilfælde kunne jeg således bare lade være med at hæve pengene - og beholde varerne hjemme i varmen i Hornslet," fortæller Jesper Vinther.
"Havde jeg nået at sende varerne, ville de være mistet sammen med fragtudgiften.
Betalingen fra det stjålne kreditkort skal returnere til kortindehavers bank - og oveni opkræves et gebyr på 200 kroner.
Derfor overvejer jeg nu at anskaffe et sikkerhedssystem ved FraudID som kombinerer netbestillinger med bestillers mobilnummer og derved giver større mulighed for at kontrollere bestillingerne."
Muldyr
"En del af svindlen foregår med såkaldte "muldyr" som mellemled," fortæller Managing Director Kristian Stephansen, FraudID ApS.
"Det kan være folk i et ansættelsesforhold som er helt uvidende om, at de varer som de sender videre er købt af svindlere. I andre tilfælde kan det være personer som får tilsendt varer til eksempelvis en sommerhusadresse og samler sammen for derefter at sende varepartier ud af landet."
Men der svindles også på mange andre måder, og det udvikler sig hele tiden.
FraudID rådgiver jævnligt efterforskere ved politiet i forbindelse med svindelsager, og en del betjente har oprettet sig som brugere ved FraudID for at få adgang til en række hjælpeværktøjer som stilles gratis til rådighed.