Fortsæt til indhold

Elværk gennem 100 år

Galten Elværk har netop rundet 100 år og gør klar til fremtiden, der blandt andet byder på en fusion med andre elværker i området

Samfund
Af Christina H. Langpap

En Galtenborger har netop rundet de 100 år og lever i bedste velgående. Det er Galten Elværk, der i starten af maj kunne fejre sit 100 års jubilæum. Den lange levetid er der, ifølge elværkets direktør Flemming Høj, en rigtig god forklaring på.
"Medarbejdere, repræsentantskab og bestyrelse har gjort det godt siden starten i 1913. Det betyder meget, at man går sammen og stifter et selskab fra bunden. Mange elselskaber er forsvundet i tidens løb, men ikke os. Vi har gjort det godt," siger han.
Men de mange år skyldes også den lokale opbakning, som ifølge direktøren har været tilstede i alle årerne, siden elselskabet blev stiftet 8. maj 1913.
"Der er stor interesse for os. Den lokale opbakning, som der var dengang, mærker vi også i dag. Ved vores reception på dagen kom omkring 400 gæster i løbet af hele dagen. Vores medarbejdere bor desuden i lokalområdet, og vi har et godt arbejdsmiljø og det betyder, at vi har let ved at finde arbejdskraft, når vi har brug for det," siger Flemming Høj, der har været i virksomheden i de seneste 10 år, hvor de seneste tre har været som direktør.

Fusion på vej

Men tiden som selvstændig elselskab er ved at være slut. I det sidste halve år har Galten Elværk arbejdet på at fusionere med Brabrand Elselskab, Viby Elværk og Østjysk energi.
"I 10 år har vi samarbejdet med selskaberne, primært omkring elhandel, under navnet Lokalenergi. Grunden er at det bliver sværere at være et lille selskab på grund af blandt andet nye skærpede lovkrav. Antallet af elselskaber over hele landet er halveret, da de enten er blevet sammenlagt eller opkøbt. Vi har imødegået udviklingen ved at samarbejde og nu er fusionen en naturlig del af processen," siger han.
"Men det er selvfølgelig lidt mærkeligt, når vi går fra at være selvstændige til at fusionere og være en del af et andet selskab. Det skal modnes, men jeg er sikker på, at det er det rigtige skridt at tage nu. Vi har tidligere fusioneret med Hinnerup og Ry, så det er en naturlig del af udviklingen," forklarer Flemming Høj, der forventer et endelig beslutningsoplæg sidst på året, som repræsentantskabet så skal tage stilling til.
Hvis fusionen bliver en realitet, vil det nye selskab være blandt landets 10 største elselskaber. Der vil fortsat være elværksdrift fra adressen i Galten.
"Det er vigtigt for os at bevare den lokale tilknytning og være et stærkt lokalt energiselskab, der kan give forbrugerne bedre vilkår," siger direktøren.
Udover at tilbyde el, tilbyder Galten Elværk også fibernet, solceller og varmepumper.

Luftledningerne og de karakteristiske murede transformatorstationer er efterhånden forsvundet fra landskabet. I dag er stort set hele Galten Elværks ledningsnet kabellagt.
Det samlede mandskab som omkring 1930 stod for driften af elværket og sørgede for lys i Galten. I masten til venstre er det Niels Jørgensen. I midten Bette-Jensen og Christiansen. Nederst maskinmester Andersen og kabelmester Pedersen.