Udlejer af brandejendom fik nys om suspekte typer
Udlejer Niels Viuff på Falkenborgvej blev tippet om, at der var rocker-lignende typer i dele af hans ejendom. Nu ærgrer han sig over, at han ikke gik til politiet i tide
Mange Frederikssund'ere er nok overraskede over nyheden, om at bandekrigen tilsyneladende er rykket til byen. Men nu viser det sig, at rygterne har gået om, hvorvidt suspekte typer havde deres gang på Falkenborgvej i Frederikssund.
Den lokale erhvervsmand Niels Viuff udlejer bygningen, og han havde for nylig fået et tip om, at der kom suspekte typer i den kortklub, der har lejet sig ind i et af lokalerne.
"Nogle havde set nogle motorcykler og sådan, så jeg besluttede mig for at køre uanmeldt derned her for en fjorten dages tid siden, for at se om det var noget, vi som virksomhed kan lægge navn til. Dem, jeg så dernede, var almindelige pæne unge mennesker, så jeg kom til den konklusion, at der nok ikke var noget i det," siger Niels Viuff, der nu fortryder, at han ikke kontaktede politiet.
"Jeg ved ikke, om det ville have gjort en forskel, men jeg synes ikke, at det havde noget på sig," konkluderer han.