Demonstrationer mod nedrivninger
En flok beboere demonstrerede mod nedrivninger af boligblokke i Helhedsplanen for Gellerup og for en bedre tryghedspakke
Udstyret med gule skilte og en megafon stiller en flok beboere sig op foran Gellerupsekretariatets nye kontor ved biblioteket i Gellerup mandag 3. juni.
Det er Beboergruppen på Bentesvej, der står bag demonstrationen, som ender med at tiltrække omkring 40-50 stykker på sit højeste.
De er utilfredse med, at der skal rives tre boligblokke ned på Bentesvej som følge af Helhedsplanen for området, og at de derfor er nødt til at flytte ud senest pr. 1. juni næste år.
Beboerne har af Brabrand Boligforening til gengæld fået en tryghedspakke, som sikrer, at ingen skal forlade området mod sin vilje, at alle får tilbudt en bolig af samme størrelse, stand og husleje enten i eller uden for Gellerup, og endelig får alle stillet flyttekasser og flyttehjælp til rådighed
I får jo en lejlighed nærmest magen til den gamle. Er det så ikke tilstrækkeligt?
“Ja, det siger man jo! Men tryghedspakken er ikke god nok! Eksempelvis mister vi vores vedligeholdelseskonto, som vi stadig betaler ind til. Og hvad med alle dem, som har købt nyt køkken - det får de ikke med over i en ny lejlighed. I det hele taget burde der være afsat et beløb i Helhedsplanen, som sikrer os kompensation, det er da det mindste,” fortæller Hanne Fisker, der har boet på Bentesvej i 39 år og er med i Beboergruppen på Bentesvej.
“Desuden handler det ikke kun om penge. Et menneske er mere end blot kroner og øre. Det er følsomt at miste sit hjem. Og så får vi ovenikøbet en liste med 30 navne på steder, vi ikke kan flytte hen, fordi boligforeningerne ikke vil have os. Vi vil ikke stilles dårligere end resten af aarhusianerne. Vi vil have lov at flytte lige præcis derhen, vi lyster. Det her mærkat med “dem og os” skal væk,” fortsætter Hanne Fisker
Svar på tiltale
Med til demonstrationen var også Rune Utoft, der er administrationschef/udlejningschef hos Brabrand Boligforening.
“Der var ikke så meget nyt i det, der blev fremført i dag, end det Beboergruppen tidligere har fremført på vores møder med dem,” fortæller han.
Han hentyder til møder, hvor der er blevet “forhandlet” om flere punkter i tryghedspakken, og hvor Beboergruppen har opnået flere erkendelser.
Men hvad mener du om, at beboerne mister deres vedligeholdelseskonto og deres nye køkkener, samt at de ikke kan flytte derhen, de vil? Er det rimeligt?
“Jeg mener, at vores tilbud er helt rimeligt. Beboerne får tilbudt det samme, som de bor i nu, og vi gør tilmed meget for at tilgodese deres ønsker om noget større eller mindre, højere oppe eller længere nede eller måske længere væk,” siger Rune Utoft og fortsætter:
“Med hensyn til folks køkkener, så flytter vi dem i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, men er der i forvejen et ret nyt køkken det nye sted, ser vi det ikke som en nødvendighed. Med hensyn til vedligeholdelseskontoen har det altid været sådan, at den følger boligforeningen - men lige nu er vi ved at undersøge den her del nærmere.”
Og hvad med den liste, som I har sendt ud over boligselskaber, som ikke ønsker Gellerup-borgere boende - er den stadig gældende?
“Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt - så snart vi ved noget, skal vi nok melde det ud.”