Få besøg af frisøren og massøren derhjemme
Tidligere frisør fra Hammel tager springet med mobil frisørsalon og massagebriks
Efter syv år hos Vestas i Hammel og en fyreseddel kom der noget godt ud af fyringen for 35-årige Kirsten Johansen Præst fra Hammel, der er barnefødt i Niær.
For efter et halvt år dumpede der et brev ind fra Vestas. På grund af fyringen af over 500 ansatte i Danmark kunne en fond medfinanisere efteruddannelse og iværksætteri.
Tidligere har den udlærte frisør haft Salon Capello på Nørreport i Hammel. Derefter skiftede hun til Vestas, som hun forlod for et års tid siden med tårer i øjnene over den gode tid med kollegerne. Hun begyndte igen at arbejde i frisørsalon og genkaldte sig glæden ved at klippe folk.
Frisør og massør
“Så fik jeg ideen til at starte min mobile klinik og tog en intensiv uddannelse som lægeeksamineret massør. Nu tilbyder jeg at køre rundt til folk, klippe håret og give dem massage,” lyder det friskt fra Kirsten Johansen Præst, der på førstedagen for firmaet Mobil-Velvære allerede kørte ud til de første seks kunder.
I Hammel er der ingen transporttakster, men udenfor Hammel by koster det et mindre tillæg, hvis saksen, spejlet og briksen skal forbi privaten eller firmaet på alle tidspunkter af døgnet.