Ny frisør flytter ind hos House of Care i Hammel
I øjeblikket er der tilsyneladende en tendens til, at flere virksomheder flytter under fælles tag.
"Jeg ville være mig selv."
Så kontant kommer den overraskende melding fra May Engman, der er startet i House of Care i Hammel. En virksomhed på Finlandsvej i Hammel, hvor der i forvejen er Louise Bjørn Andersen, der er frisør og fodterapeut, og Anne Bjørn Schmidt, som er fysiurgisk massør og kosmetolog.
Hvordan kan både være i House of Care og være selvstændig?
Forklaringen er den, at May flytter ind og får egen salon. Man kan altså ringe og bestille tid hos hende. Men når hun tager telefonen, siger hun: "House of Care, det er May."
"Jeg er meget tilfreds med husets koncept. Derfor sagde jeg ja, da jeg blev opfordret til at flytte ind," forklarer May.
Udlært i to år
May Engman er ikke ukendt med området.
Hun er født og opvokset i Hinnerup, hvor hun også blev udlært som frisør i 2011 hos frisør Nedergaard. Siden har hun været ansat flere steder, men nu vil hun altså være sig selv.
Hun er helt klar over, at der nu er to frisører dør om dør.
Hvad med konkurrencen?
"Vi har da hver sin telefon, men hvis det kniber, er vi klar til at hjælpe hinanden," siger May.