Favrskovs kvinder er ikke sløve til at sætte i værk
Kvinder ka’ godt selv i Favrskov. Og endda næsten lige så godt som mændene
Danske medier har den seneste tid berettet, at danske kvinder er sløve iværksættere. Det sker blandt andet med henvisning til den internationale GEM-rapport, der måler iværksætterlysten i en lang række lande.
Tallene viser, at Danmark har få kvindelige iværksættere sammenlignet med lande i og omkring EU. Men det samme gælder for mændene.
“Danmark ligger generelt i bunden, når vi taler iværksætteraktivitet i de udviklede lande,” oplyser professor Torben Bager fra Syddansk Universitets iværksættercenter Idea, der leverer tal til GEM-rapporten.
Favrskovs kvinder ka’ godt
I Sverige er godt 40 procent af nye iværksættere kvinder. I Danmark er andelen meget lavere. Men det er ikke nyt.
“De sidste ti år har kvindernes andel ligget stabilt på under en tredjedel,” forklarer Torben Bager.
I Favrskov er der mere ligestilling på iværksætterfronten.
“Her i Favrskov er det tæt på at være fifty-fifty,” fortæller Gregers Petersen, centerchef i Østjysk Iværksættercenter.
“På halvandet år har vi haft vejledningsmøder med 282 iværksættere. Af disse er 45 procent kvinder,” oplyser han.
“Kvinder er ofte mere forsigtige. Men de får også færre skrammer på næsen og ender ikke så tit i en blindgyde som mænd,” mener centerchefen.