Casper kæmper på Bornholm
Han har fri fra skolen. Møder de store kanoner, og får måske et lovforslag igennem.
Søften leverer en formentlig kommende politiker til Folkemødet på Bornholm, der varer ugen ud.
Casper Green Hessel. Lige fyldt 11 år og fra Søften.
I denne uge har kanalen DR Ultra Nyt fulgt og følger stadig hans kamp for en sag. Han er nemlig med til Folkemøde på Bornholm.
"Kanalen inviterede til at tage en sag og kæmpe for den. De kom med forslag, og da det passede med, hvad jeg selv mener, skrev jeg ind og meldte mig. Det handler om, at børn fra 10 til 12 år skal have lov til at arbejde for eksempel med at dele aviser ud," fortæller Casper på vej til Bornholm. Han blev udvalgt som eneste i hele landet.
De store kanoner
Det betyder, at han på Bornholm skal skaffe sig et Folketingsflertal for sin sag.
Han møder repræsentanter fra mindst tre partier, nemlig Søren Pind fra Venstre, Magnus Heunicke, Socialdemokrat, og Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance.
Dig og politik?
"Det interesserer mig meget. Specielt det, som har med børn at gøre. For eksempel børns rettigheder og skolepolitik," lyder det fra Casper, som ikke har haft problemer med at få fri fra skole.
Han har i øvrigt været med på direkte TV i ramasjangsen. Denne gang bliver det ikke direkte, men et kamera følger hans kamp på Bornholm. Ud af det kommer fire indslag, som bliver sendt fra mandag til torsdag kl. 18 - eller på nettet, når du har tid: DR Ultra Nyt.
Det bliver i familien
Hvis du nu havde stemmeret, hvor ville du så sætte dit kryds?
Lidt pause. Så kommer det:
"Ved min mor.""
Hun hedder Charlotte Green og en medlem af Favrskov Byråd for de Konservative.