Fortsæt til indhold

Nu skal der spisevenner på bordet

Samfund
Erling Baastrup

I Favrskov Kommune er man ved at starte et nyt projekt op. Det drejer sig om, at ældre kan få en ven at spise sammen med nogle gange.

Projekt Spisevenner har både et socialt og sundhedsmæssigt formål. Det skal være medvirkende til at forbedre vilkårene og trivslen hos de ældre enlige borgere på mange områder og forebygge potentielle udgifter forbundet med bl.a. hospitalsindlæggelser og pleje.

Frivillige søges

Det handler derfor om at få etableret et netværk af en halv snes frivillige, der har lyst til at fungere som spisevenner for ældre enlige borgere i eget hjem og ældre på plejecentre i Favrskov Kommune.

Rekrutteringen af spisevennerne kommer primært til at foregå igennem repræsentanter fra forskellige frivillige organisationer, men man kan også selv henvende sig til Favrskov Mad. Og så er der en gulerod: Spisevennerne får et ugentligt måltid mad fra Favrskov Mad uden beregning.