Fortsæt til indhold

Hvorfor sende talenterne ud af byen?

Hos Rugestedet kan du leje et skrivebord og være sammen med andre iværksættere

Samfund
Af Charlotte Kappel

Hammel Lotte Mathiasen er iværksætter. En dag stod hun og manglede et firmakontor.
"Jeg skulle helt til Hinnerup eller Hadsten for at finde et kontorfællesskab. Men hvorfor sende talenterne ud af byen?" spørger hun, "Det er jo her i Hammel, jeg skal have min forretning."Hun vidste, at hun ikke var den eneste af sin slags i Hammel, og derfor startede hun Rugestedet op. Her kan man leje et skrivebord og være sammen med andre iværksættere.

Fra Rugestedet driver hun sit eget firma Lomovision. Hun er projektleder, og arbejder med en bred vifte af opgaver. Lige fra fundraising og eventmanagement til en mentorordning for socialt udsatte.

"Mennesker på kanten af arbejdsmarkedet skal ikke parkeres og sættes uden for indflydelse i deres eget liv. De har også en masse ressourcer," fortæller Lotte, der selv har kæmpet sig tilbage til arbejdsmarkedet efter år med sygdom.

Hun håber, at stedet ender med at blive et iværksætterhus, hvor byens ildsjæle kan mødes og udveksle gode ideer.

Tina lejer et skrivebord

Rugestedets første skrivebordslejer er Tina Bruun, der ejer bogføringsfirmaet TBsupport.
"Jeg så på kontorfællesskaber i Hinnerup, men jeg bor i Hammel, og ønsker at skabe et netværk her. Selvom vi har vidt forskellige arbejdsområder, kan vi bruge hinandens erfaringer og netværk," lyder det med et smil fra Tina Bruun.
Fakta
www.lomovision.dk
www.tbsupport.dk