Hammel får 4 millioner af staten til byfornyelse
Der er fire millioner kroner i tilskud til byfornyelsen af Hammel fra ministerium
En ansøgning fra Favrskov Kommune har givet pote.
For nu har Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter sagt ja til give Hammel midtby et løft. Det skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Inden 1.april 2014 skal der ligge en færdig plan for byfornyelsen, før ministeriet vil frigive de fire millioner og Favrskov Kommune skal selv finde minimum otte millioner kroner til byfornyelsen.
“Vi har allerede investeret knap 35 millioner kroner i opkøb af bygninger i Hammel, og byrådet har sat penge af til byfornyelse (ved Delika, red.) og til et midtbyprojekt af samme omfang som det, der netop nu er i gang i Hadsten. Et af de næste skridt er at få borgerne med i planlægningen, for selvfølgelig skal vi inddrage de mennesker, der skal bo og arbejde i de områder, der skal fornys,” forklarer Nils Borring.
24.august vil der blive inviteret til et stort, åbent arrangement i byomdannelsesområdet.
De første fysiske ændringer i Hammel midtby vil tidligst kunne ses i slutningen af 2014.