Heksemad fra Sommerkroen
Heksefestens kulinariske indslag fra Sommerkroen
Festens publikum tog sidste år godt imod muligheden for at købe mad og drikke i forbindelse med Heksefesten.
Sidste år var der således premiere på den nye Sommerkro som et samarbejde mellem Allingåbro Hotel Bed & Breakfast, MadXpressen og Allingåbro Grill og Pizza.
"Det er en god måde at vise byen, at vi er her, og det er godt, at man kan gøre det med nytænkning. Og når vi alligevel har kroen på hotellet, så kan vi ligeså godt rykke ned på pladsen under Heksefesten," forklarer Bjarne Rasmussen, MadXpressen.
Han glæder sig over det fine besøg, der var sidste år, og han håber det bliver ligeså godt i år. Menuen er ikke helt fastlagt, men dog røber Bjarne Rasmussen, at der bliver tale om sommerfestagtig mad, mest fra grill, ligesom der også bliver bøfsandwich og forskellige andre retter.
Sommerkroen har åbent torsdag fra klokken 18 og samme tidspunkt fredag, hvor der serveres Vild med dans-menu.
Lørdag fra 18-20 står MadXpressen for stor grillbuffet, og søndag serveres en grilltallerken klokken 18.
Heksefesten er i øvrigt startskuddet på dette års Sommerkro, der fortsætter med udendørs servering fredag og lørdag her til sommer.