Fortsæt til indhold

Ny kantsten får bilejer op i det røde felt

Martin Varnes er glad for sine fire sportsbiler, men han er knap så begejstret for, at han ikke kan køre dem ind i sin indkørsel på Søbredden 54, når kommunen er færdig med at anlægge cykelsti

Samfund
Tekst og foto: Jesper Bjørn Larsen jesper.larsen@lokalavisen.dk

13 cm lyder måske ikke af så meget, men Martin Varnes på Søbredden 54 synes, det lyder alt rigeligt.
For når Gentofte Kommune er færdig med at anlægge en ny cykelsti på Søbreddens nordside, vil der være en kantsten på 13 cm foran hans indkørsel, og den kan hans lavbundede sports- og veteranbiler ikke komme over uden at få seriøse skrammer.
Det gjorde Martin Varnes opmærksom på ved et byggemøde den 8. maj, inden arbejdet gik i gang. Han fremsatte et ønske om at få kantstenen sænket 2-3 cm ud for hans indkørsel. Men det ønsker Gentofte Kommune ikke at honorere.
"Jeg mener ikke, at der er begrundelse for, at kantstenen sænkes på denne strækning, og jeg kan ikke give den ønskede tilladelse. Søbredden er på dette sted trafikbelastet. En gennemsnitspersonbil kan uden problemer passere en standardkantsten. Passage af kantstenen bør foregå med nedsat hastighed, hvis der for enkelte biler er frihøjdeproblemer", skriver park- og vejchef Niels Christian Koefoed i et svar til Martin Varnes.
Det svar vil borgeren, der ejer to Porscher fra 1978 og 1992 og to MGB'er fra 1963 og 1965, ikke finde sig i.
"Man skal åbenbart være en standardborger i et standardsamfund med en standardbil, der skal ind ad en standardindkørsel. De kan ikke retmæssigt blokere for min indkørsel. Bare fordi jeg har en veteranbil, skal jeg jo stadig kunne komme ind. Jeg kan da ikke gøre for, at der er lavet nye standarder for højden af bilers undervogne", siger Martin Varnes, der nu har taget kontakt til sin advokat.

Gentofte Kommune er i øjeblikket i færd med at anlægge en cykelsti på Søbredden.