Fortsæt til indhold

Holmegårdsparkens nye boliger er klar

De første 40 beboere på Holmegårdsparken i Ordrup er flyttet ind i nybyggede og meget større boliger

Samfund
Annette Houman

Randi Jacobsen ser sig om i sit nye hjem. Kun ganske få ting mangler at komme endeligt på plads i den 50 kvm store og nyopførte plejebolig - dobbelt så stor som den gamle i en af Holmegårdsparkens utidssvarende bygninger, som snart rives ned.
Flyttekasserne er netop tømt, og nips og minder har fået plads i karnappens vindueskarm, puderne er lagt til rette i sofaen. Møbler, lamper og malerier er placeret, og nu mangler faktisk kun sengetæppet at blive fundet frem, så sengen kan blive redt.
Desværre er synet ikke, hvad det har været, men Randi Jørgensen nyder sine nye omgivelser.

Første etape i brug

“Hvor er her dejligt - men jeg boede nu også dejligt før”, smiler hun og træder ud på den lille terrasse og kniber øjnene sammen i den stærke sol.
“Nu bliver det spændende at lære at finde rundt i de nye omgivelser”, siger hun og sætter sig i en af havestolene. Hun får følgeskab af plejehjemmets direktør, Connie Engelund, som tager en kort pause i en meget hektisk tid, hvor den første af i alt tre topmoderne bygninger, i to etager og med 40 plejeboliger og serviceområder, tages i brug af beboere og medarbejdere. De næste to bygninger kommer til i løbet af de næste par år, og efter planen vil det nye Holmegårdsparken med plads til 120 beboere, mod 145 i dag, og med et nyt fælleshus med centralkøkken og café står klar i 2015.

Lukke hverdagslivet ind

“Det er også planen at indrette en legeplads, og det er vores håb, at naboerne og alle andre har lyst til at komme forbi og drikke en kop kaffe i de smukke omgivelser til den tid. Mødre kan nyde deres caffe latte her, mens børnene leger, og på den måde trækkes hverdagslivet ind”, siger Connie Engelund og uddyber:
“Det giver stor livskvalitet, også for demente, at følge med i og opleve hverdagslivet. Blandt andet derfor er der karnapper i alle de nye boliger, så beboerne både kan nyde udsigten og følge med i livet uden for vinduerne, og i stueetagen kan man komme ud på sin egen terrasse”, forklarer direktøren, som er lykkelig for at se sine mange visioner for et moderne plejehjem blive realiseret.
“Den eneste af de gamle bygninger, vi bevarer, er den oprindelige villa, Mineslyst, ud mod Ordrupvej. Her flytter administrationen ind, når den er sat i stand. Den tilbyggede sidefløj, hvor det første plejehjem åbnede i 1922, rives altså ned”.

Mere nytænkning

Ud mod Ordrupvej plantes i løbet af efteråret flere lindetræer, og dele af det nye parkanlæg vil begynde at tage form.
“Parkanlægget er også nytænkning. Det anlægges efter LAR-metoden, Lokal Afledning af Regnvand, hvilket betyder, at regnvandet går uden om det kommunale kloakledningssystem og i stedet opsamles i lavninger og grøfter samt i en kunstigt anlagt sø. Den håber vi vil tiltrække fugle og insekter, og at parken som sagt vil blive et yndet sted at gå en tur - også for vores naboer”.