Blev realister for 60 år siden
Erling Baastrup
De mødes hvert andet år. Elever fra to klasser, a og b, som tog deres realeksamen i 1953. Dengang Niels Føns stod i spidsen for Hammel private mellem- og realskole, som lå, hvor rutebilstationen nu ligger.
Da de to klasser fik eksamen, var de omkring 40 i alt. Nu er de 26 tilbage, og af dem kom de 23 til mødet, der foregik på Pøt Mølle. Det har det i øvrigt gjort syv ud af de otte gange.
"Nu skal vi spise Pøt Mølles buffet, hygge os, holde taler og høre, hvordan hinanden har det," fortæller en af deltagerne Johannes Strunge, da vi mødte dem onsdag middag.
En af de ca. 76-årige kommer helt fra Norge. Ellers fra hele landet. Tre bor stadig i Favrskov.