Fortsæt til indhold

Vejene bliver kun ringere

Standarden af vejene i Egedal bliver lavere år for år, fordi der ikke bliver brugt de penge til vedligeholdelse, som en rapport foreslår

Samfund
Jesper Kappel

Det går ned ad bakke – for at blive i vej-terminologi.
Standarden af de kommunale veje i Egedal bliver lavere år efter år. Grunden til det er, at kommunen ikke bruger nok penge til vedligeholdelse. I 2009 fik Egedal Kommune lavet en stor rapport fra Vejdirektoratet om vejenes tilstand. I rapporten står der:
”Egedal Kommunes vejnet har en god standard, hvor størstedelen falder i den tekniske standard kategori ”god”, mens en mindre del falder i kategorien ”acceptabel”. Der findes kun enkelte vejstrækninger i kategorierne ”kritisk” eller ”uacceptabel” i Egedal Kommune. …….. Hvis man ønsker at fastholde skadespointniveauet, skal der årlig bruge 8,5 mio. kr.”

Kun det halve

Men 8,5 millioner kroner bliver der ikke brugt om året, fortæller centerchef for Teknik og Miljø Ingela Karlsson.
”Der er knap fire millioner kroner om året til at reparere huller i vejene. Men de penge går også til for eksempel at lægge ny slid-belægning på veje, ”male” striber på vejene og reparation af fortov,” fortæller Ingela Karlsson og fortsætter:
”Med det budget, der er, ja så bliver standarten lavere. Vi har ikke brugt de omkring otte millioner kroner, som blev anbefalet i rapporten – jo måske et år. Men vi kan altså ikke holde standarten, og det betyder også, at hvis vi skal komme op på 2009-niveau, så skal vi i dag bruge mere end de 8,5 millioner om året, som man foreslog i rapporten,” siger Ingela Karlsson. Centerchefen forstå godt, hvis der er borgere, der synes, at vedligeholdelsen ikke er god nok.
”Men det er et politiske spørgsmål, hvor mange penge der skal bruges. Vi gør det, vi kan, for de penge, vi har. Vi gør det på den bedst mulige måde,” siger centerchefen.

Over 200 kilometer

Egedal Kommune har ansvaret for 219 kilometer vej, og til vedligeholdelse er der altså fire millioner kroner om året. Som udgangspunkt koster det 600.000 kroner at lægge asfalt på en kilometer almindelig landevej. En byvej, hvor der er fortov og så videre, koster en kilometer omkring 1,2 millioner kroner.
”Den største del af pengene går til at lægge helt ny asfalt (Red. Slidlag) på vejene, fordi det er en dyr affære at gøre det. I år er der brugt omkring 600.000 kroner på at lappe huller,” siger Ingela Karlsson.
De veje, der bliver sat i stand, bliver valgt ud fra flere kriterier.
”Vi laver i løbet af efteråret et forslag til næste års prioriteringer – et forslag til en plan, men den kan ændre sig meget i løbet af vinteren alt efter, hvor hård den har været og dermed hvor mange huller, der er kommet i vejene. Derudover ser vi også på, hvor meget trafik der er på de enkelte veje,” fortæller Ingela Karlsson.
Til dette arbejde med at prioritere hvilke veje, der skal sættes i stand, bruger kommunen også rapporten fra vejdirektoratet.
Her i 2013 sætter Egedal Kommune, sådan som det ser ud i øjeblikket, 3,07 kilometer vej i stand.