"Jeg lægger aldrig smykkerne fra mig"

Da Ole Lynggaard satte sig til morgenbordet i bindingsværkshuset i Holte for lidt over to uger siden, var det som sædvanlig med Berlingske under armen.
Morgenmaden lignede også sig selv. Brød med hjemmelavet marmelade, yoghurt og frisk frugt. Teen var brygget på de samme blade - i hvert fald af det samme mærke - som dagen før. Alligevel blev det en morgen som ingen anden.
De ansatte i Ole Lynggaard Copenhagen havde splejset til en helsides annonce på side 3, hvor de sendte varme hilsener til smykkedesigneren, der samme dag kunne fejre 50 års jubilæum med sit firma. Medarbejderne takkede for, at deres arbejdsplads var den mest passionerede i Danmark.
"Jeg mistede fuldstændig mælet og fik en klump i halsen. Det er jo det, der betyder allermest. At være omgivet af gode kolleger, der synes, det er rart at arbejde for os," fortæller den elskværdige, afslappet klædte mand, vi møder i firmaets kommandocentral, oppe under kvisten på Hellerupvej 15 B.

En beskeden mand

Selv om firmaet bærer hans navn, og selv om det var ham, der egenhændigt startede smykkeimperiet i et beskedent lokale lidt længere nede ad Hellerupvej, gør Ole Lynggaard ikke meget væsen af sig.
Der er ikke meget 'se mig' eller 'hør mig' over den 77-årige mand, der er et af Danmarks største navne inden for design. Tværtimod fremhæver han gentagne gange, at det i dag er hans datter Charlotte, der er den store kreative kraft. At firmaet ledes dygtigt af hans søn Søren. Og at deres respektive ægtefæller, Michel og Hanna, også er skattede dele af familiefirmaet, der i dag tæller godt 100 ansatte, hvoraf de 45 er guldsmede.
Hvis Ole Lynggaard overhovedet kan kaldes en patriark, så er det i hvert fald af typen, der er beriget med taknemlighed for andres indsats - og bevidstheden om, at nøgleforklaringen på succes ligger netop her. Hør bare, når han taler om Karin, sin kone gennem 46 år:
"Min kone har altid været en uvurderlig støtte. Hun er en meget klog pige, meget dygtig til sprog, og hun har hjulpet med mange ting i firmaet."

Altid været kreativ

Ole Lynggaard blev ikke født med en sølvske i munden, men han fik hurtigt lyst til at designe en. Allerede som 12-årig skabte han skeer i nysølv.
Den kreative åre hos drengen, der flere gange lavede sit eget legetøj, var ingen i tvivl om. Heller ikke hans forældre, Inger og Harald Lynggaard, der åbnede guldsmedebutik på Ordrupvej i 1953, året efter de havde flyttet familien til Gentofte fra Østerbro.
"Jeg var helt klar over, at jeg skulle være guldsmed, det var fuldstændig naturligt for mig. Jeg kom jo også på de værksteder, mine forældre benyttede. Jeg var dybt fascineret af den verden," smiler Ole Lynggaard.
Ingen undrede sig, da han gik i lære hos guldsmed Geertsen på Jægersborg Allé. Det gav også fin mening, da han i 1958 efter endt læretid tog på design- og guldsmedeskole i Stuttgart for at dygtiggøre sig.

Den franske forbindelse

Da han året efter vendte hjem og fik arbejde på et værksted i Hellerup, trak den store verden atter i den unge mands sjæl. Han havnede i Paris, hvor han fik arbejde på hele tre værksteder. Uden at kunne sproget.
"Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. En verden med komplicerede kostbare smykker, mange ædelsten og diamanter. Det var fantastisk lærerigt. Bare det at være ung i sådan en by," mindes han.
Den unge mand arbejdede hårdt om dagen, og så brugte han aftenerne på at lære sproget og suge byens kunst og kultur til sig. Det lykkedes ham også at forelske sig i Karin, der var i Paris for at studere sprog.
Det varede ikke længe, før hun satte stævnen mod Danmark, men de formåede at holde kontakten. Også da Ole fik job på en af New Yorks mest eksklusive adresser på hjørnet af Fifth Avenue og 57. gade, hvor Madame Ostier og hendes mand nærmest optog ham som en søn i firmaet.
"Igen var det superlærerigt, især den måde, parret drev deres firma på, var en kæmpe inspiration for mig."
Efter en zigzagtur tværs over USA endte den unge mand i San Francisco, hvor han fandt arbejde som guldsmed. Appetitten på at se verden - og en god vens råd om at få set Østen, inden det var for sent - førte ham videre på en lang odyssé i først Østen og siden Mellemøsten.
Han sugede indtryk til sig over alt og samlede ideer til sit design.

Gik efter det eksklusive

Da Ole endelig kom hjem fra sin dannelsesrejse i 1963, var han spændt på, om Karin stadig ventede på ham. Det gjorde hun. De blev kort efter gift og flyttede ind i det føromtalte bindingsværkhus i Holte.
Værkstedet på Hellerupvej var i mellemtiden blevet ledigt, og den unge smykkedesigner gik i gang med en lille eksklusiv kollektion, som han i første omgang præsenterede for sine forældre.
"Det var relativt dyre ting, men den solgte heldigvis godt. Jeg har altid lavet smykker med et gennemarbejdet design i de rigtige materialer. Aldrig masseproduktioner, enten unika eller små kollektioner, så ja, eksklusiviteten har vel altid været en del af mit dna."
Ole Lynggaard mødte skam også skepsis, når han rejste rundt med sine kollektioner, men han har aldrig tvivlet på sin egen æstetik.
"Design skal altid komme indefra. Jeg har aldrig tænkt, 'kan det her sælges', når jeg laver mine ting. Jeg lever med smykket, nyskabelsen, kører på begejstringen. Det er kun fornyelsen, der tæller, så jeg er til eksamen hver gang, jeg præsenterer en ny kollektion," fortæller manden, der lader sig inspirere af alt, hvad der foregår omkring ham.
Der er de samme bobler i maven i dag, som da han sad med sølvskeen som 12-årig, så han kan ikke forestille sig at stoppe.
"Jeg lægger aldrig smykkerne fra mig. Jeg elsker at lave smykker og bliver stadig høj af det."