Fortsæt til indhold

Vrikkende hofter og skjulte muskler

Muskler du ikke kendte til og hvad vrikkende hofter kan give af smil. Zumba-instruktør Lone Hansen viste deltagerne af Favrskov i Form et alternativ til at komme i bevægelse

Samfund
Kian Johansen

Indrømmet. Dette skulle være en artikel om, hvad zumba kunne gøre for de ni deltagere af Favrskov i Form, som FavrskovPosten har fået op af sofaen, men da jeg selv har opdaget ukendte muskelgrupper i min mave efter at have hoftevrikket en times tid, så ændrede vinklen sig i den grad.

Gør det du kan

Fordomme er der nok af: Zumba er for kvinder over 40, det er en rodet affære og det er på vej ud, i stil med stavgang og svedarmbånd.
Nu var jeg udelukkende omgivet af kvinder og kunne på mit køns vegne (mandens) bekræfte, at det stadig er sjovt, udfordrende og godt for både mænd og kvinder - altså at dyrke zumba.
Og helt ærligt; hvor tit får man som mand lov til at svede, pruste og stønne uhæmmet i selskab med 12 kvinder, uden at de kigger mærkeligt på dig.
Det har ingen af deltagerne tid til. Der er nok at gøre med at følge Lone Hansens trin og anvisninger, forsøge at holde trit og bare gøre et hæderligt forsøg på at få benene og armene til at gøre som hjernen siger.
"Det er ikke vigtigt, hvad de andre gør, lad være med at forsøge at gøre det i takt, men hold øje med mig og gør det så godt i kan, selv de gode går modsat de andre en gang imellem," lød rådet, som vi alle fulgte, mens smilet blev bredere og sveddråberne større, efterhånden som jeg forsøgte at vrikke med numsen, lave sambatrin og udføre alle bevægelserne i takt til fed latinamerikansk musik.

Zumba for alle

Efter en times instruktion er konklusionen, at zumba er for alle, selv for mænd og kvinder under 40, for alle kan få noget ud af det.
Udover en aften med livsglæde, motion og smil, fik jeg også noget andet med hjem - jeg opdagede hidtil ukendte muskelgrupper i min mavesektion - sådan kan zumba altså også føre til nye opdagelser,
Og tænk, kroppen havde hele tre dage til at mærke den. Jeg er ikke i tvivl om, at zumba virkelig kan gøre noget godt for dig selv og din krop, for du får rørt nogle muskler, du ikke plejer at få rørt.
Seancen fandt sted i Hammel Idrætscenter, der havde stillet en hal gratis til rådighed for Lone Hansen, deltagerne af Favrskov i Form og et par inviterede veninder, samt Annemette Nyborg og Dorte Thomsen fra Kiropraktisk Klinik i Hammel, der fik ideen til at invitere Favrskov i Form til zumba.
Og det var ikke kun mig, der godt kunne se zumba som en motionsform, der kunne trække folk ud af sofaen. Flere af de andre deltagere i Favrskov i Form var vild med de latinamerikanske trin.
“Når jeg ikke har mindre børn længere, så kunne det helt sikkert være et hit,” lød det blandt andet fra Rikke Pedersen fra Hinnerup.