Byrådsmedlem bag kræft-kampagne
For få unge kvinder tager imod tilbuddet om gratis vaccine mod livmoderhalskræft
Alle kvinder mellem 20-27 år har lige nu mulighed for at få en gratis vaccination mod HPV, som kan give livmoderhalskræft, men statistikken viser, at for få benytter sig af muligheden. Det skal der gøres noget ved, mener byrådsmedlem i Fredericia, Pernelle Jensen (V).
I Fredericia kommune har 67,7 pct. af de unge kvinder benyttet sig af chancen til at blive vaccineret mod fx 80 pct. i Middelfart kommune.
"Der bør gøres en ekstra indsats for at gøre de unge kvinder opmærksomme på, at denne mulighed er der, og hvor vigtigt det er, at de benytter sig af den," siger Pernelle Jensen, der nu iværksætter en Facebook kampagne målrettet de unge kvinder.
Hvis man vil have vaccinationen gratis og dermed undgå at betale de 3500 kr., den koster, skal forløbet påbegyndes inden udgangen af juni, eftersom man skal have tre stik fordelt over et halvt år.
Pernelle Jensen får hjælp af Venstres unge byrådskandidat Frances O' Donovan, som har samlet en gruppe veninder til at hjælpe med at udbrede budskabet til deres venner på Facebook.
De to kvinder er derfor enige om at opfordre de unge kvinder til at opsøge deres egen læge inden udgangen af juni.
"Og hvis der er en læge, som vil tilbyde at komme ud i Korskærparken og vaccinere kvinderne der, så kan vi sagtens arrangere det," siger Pernelle Jensen.
"Tendensen er desværre, at det typisk er kvinder fra udsatte områder, som ikke lige får taget vaccinationen," tilføjer Frances O' Donovan.