Borgerne svigtede borgermøde
Borgermøde i Skibby om et nyt hovedbibliotek i Frederikssund havde åbenbart ikke den store borgerinteresse
Måske er borgerne i Frederikssund-delen af Hornsherred ligeglade med, at der bygges et nyt hovedbibliotek til cirka 100 mio. kr. i Frederikssund. Måske er borgerne ikke ligeglade, men af den opfattelse, at beslutningen allerede er truffet, og et borgermøde derfor kun har symbolsk betydning.
Det står dog ikke til diskussion, at borgerne i udpræget grad svigtede kommunens borgermøde om Borgernes Hus, som blev afholdt i Fritidscenteret i Skibby sidste uge.
Ud af de 35 fremmødte var der således kun otte personer, som ikke var enten en del af embedsværket, medlem af kommunalbestyrelsen, eller kandidat til at blive medlem af kommunalbestyrelsen. Ud af de otte borgere var der kun tre, som ikke repræsenterede en forening eller interesseorganisation.
De få fremmødte borgere fik dog mulighed for at høre nærmere om planerne for det nyt kulturhus, ligesom de også fik lejlighed til at komme med input.
Borgmester Ole Find Jensen indledte mødet med at slå fast, at et nyt hovedbibliotek i Frederikssund ikke vil få betydning for de nuværende biblioteker i Slangerup, Jægerspris og Skibby.
"Det er ikke en del af beslutningen, og der har ikke været drøftelser om, at lukke biblioteker. Bibliotekerne i Slangerup, Skibby og Jægerspris, vil stadig være der," sagde borgmesteren, som havde væsentligt flere tilhørere ved borgermødet dagen efter på Elværket i Frederikssund.
Efter sommerferien fortsætter arbejdet med det nye hovedbibliotek. Der er afsat anlægsmidler over de næste tre år til etableringen af Borgernes Hus, som forventes at koste over 100 mio. kr.