Fortsæt til indhold

Vil lave et værksted til kulturen i vest

En gruppe initiativtagere vil forsøge at stable et kulturværksted på benene i Auning

Samfund
Anette Bonde

Kunne det være i børnehaven, der nu skal lukke. Eller den gamle skole? Måske Stark-grunden. Eller gartnerigrunden.... Der er mange ubekendte for planerne om at lave et kulturværksted i Auning, men viljen er til gengæld fast og målrettet.
“Der er rigtig mange, der vil få gavn af det”, smiler Anders Boye Knudsen, der er én af initiativtagerne. Han mener, at der er brug for et kulturhus i den vestlige del af Norddjurs tilsvarende tilbuddet i øst. Han oplever for eksempel, at han og hans band ofte må tage til Pavillonen i Grenaa, når flere bands skal øve sammen eller der er koncert i Kulturskolen.

Forskellige kulturgrupper

Anders Boye Knudsen er bassist i bandet Funkshot, der indtil for et par måneder siden kunne øve i et lokale på Auning Skole. Da udvidelsen af skolen gik i gang, blev bandet husvild. Det samme gjorde de øvrige fire bands, der var med i “Rugekassen”, som ordningen hed. Derfor besluttede en gruppe at indkalde til møde med forskellige kulturgrupper for at drøfte muligheden for at etablere et sted, hvor aktiviteterne frit kan boltre sig. Der kom musikere, udøvere af drama, billedkunstnere og lyrikere. Siden har der også meldt sig interesserede skatere.
“Billedkunstnerne er på skolen en aften om ugen, men de vil gerne have et sted, hvor de kan komme flere gange om ugen, og hvor de ikke skal pakke deres ting væk, når de går hjem. Skaterne kører på en p-plads bag Brugsen og vil også gerne have lidt bedre muligheder.”

Kultur og fritidsaktiviteter

Henrik Johanszen, leder af Auning Idræts og Kulturcenter, er gået med i arbejdsgruppen.
“Vi vil gerne skabe optimale forhold for brugere i et kulturhus eller -rum, eventuelt sammen med idrætscentret”, siger han og tilføjer, at der i hans optik også sagtens kan være plads til aktiviteter som håndarbejde, kortspil med mere. Han er ikke blind for, at det ikke er gjort alene med engagement. Der skal også økonomi til i form af kontingent.
“Det vil give et medejerskab. Og hvis politikerne viser interesse, vil de mange ildsjæle gerne hjælpe med at skrue en plan sammen.”