Lelo’s - nu i flertal
Stort iværksætterdrive fører til den ene restaurationsåbning efter den anden
For bare ét år siden åbnede Castro Osman Lelo's Madhus i Grenaa. Nu har han i samarbejde med Berit Kræmmer åbnet Lelo's Smørrebrød og Sandwich med en spillehal bestående af 18 spillemaskiner. Og flere restauranter er på vej!
Flere butikker er lig med flere ansatte. Udover de tre på fuldtid arbejder der to praktikanter.
Bag disken i Lelo's Smørrebrød og Sandwich finder man i dagtimerne Berit Kræmmer og Sanne Rose. Hen på eftermiddagen og aftenen tager Castro over.
Ny menu
Hvor Madhuset udelukkende serverer pizza og grillmad, bliver der – som navnet indikerer – langet en del smørrebrød og sandwichs over disken i det nyåbnede sted ved havnen.
Derudover kan man fra kl. 17 hver dag bestille den efterspurgte Dagens Ret. Søn- og helligdage er der kun Dagens Ret og begrænset menukort.
Stedets menukort består netop af den mad, Berit i flere år har ønsket at servere for folk. Danske retter og smørrebrød. Det er da også hende, der tilbereder og anretter al maden – på nær kyllingen.
Grenaa er bare pænere
Castro Osman og Berit Kræmmer er fra Frederiksværk på Nordsjælland. De har tidligere haft cafe, et hotel med restaurant og en sportspub.
Da de solgte hotellet overtog Castro et pizzeria i Tørring ved Vejle. I et par år. Indtil han var på vennebesøg i Grenaa og straks scannede, at der var flere tomme lokaler. Iværksætterdrivet spirede, snart var skødet underskrevet og den første butik åbnet.
”Vi faldt for byen. Grenaa minder om Frederiksværk, er bare endnu pænere med skoven, stranden og kanalen. Grenaaenserne er så søde, åbne og imødekommende,” fortæller Berit smilende.
Fra en til to til tre …
”Vores mål er sådan set bare at hygge os og være glade for det, vi laver. Vi har ingen intentioner om at blive millionærer,” beretter Berit og fortæller videre om deres vision. At få grenaaenserne ud af stuerne, væk fra fjernsynene og mødes i hyggelige rammer. Derfor åbner de flere restauranter endnu - en tredje og fjerde er på tegnebrættet. Desuden har de planer om at lave en vandpibecafe i en af de eksisterende i arabisk/marokkansk stil.