Ta' med ud og fisk
Skanderborg Lystfiskerforening inviterer børn og unge på gratis fisketur i sommerferien
"Det var vildt, da jeg fangede en fisk første gang, så jeg blev bidt af det. Anden gang var en ørred på en halv meter. Det var en sjov oplevelse og jeg husker, at den var svær at hive op," fortæller 11-årige Benjamin Glisborg Boldrup.
For andet år i træk skal han på fisketur med Skanderborg Lystfiskerforening i sommerferien.
"Vi fisker med børnene over to dage, 1. og 2. juli fra klokken 8.00 til 16, hvor vi tager til Put and take søen i Bryrup," forklarer Hans Henrik Bruun, der har 50 år som lystfisker bag sig.
"Vi gennemgår fiskegrej og fiskemetoder, og i år har vi også arrangeret en kastekonkurrence. Alle kan være med, man behøver ikke have fisket før eller have fiskegrej, det sørger vi for. Man skal bare møde op," siger han.
Skanderborg Lystfiskerforening arrangerer gratis fisketur for 10 til 16-årige over to dage. Hver dag er der plads til 12 deltagere.
"Det er virkelig værd at prøve. Det er en god oplevelse, som jeg godt kan anbefale," siger Benjamin Glisborg Boldrup.
Interesserede kan henvende sig til Hans henrik Bruun på 61851071