Lang højskoledag i Gjerrild
Sommerhøjskolen i Gjerrild starter ud med en enkelt dag med fokus på natur, kunst og gastronomi
Ildsjældene i Gjerrild må sande, at det kræver tid at få stablet en sommerhøjskole for hele familien gennem fem dage på benene.
Arrangementet var ellers sat på skinner med fokus på natur og kultur med lokale lærerkræfter, men de lokale arrangører kom først for alvor ud over stepperne omkring påske.
”De omkring 80 andre sommerhøjskoler var på allerede i februar. Vi har konkluderet, at vi har fået for få tilmeldinger,” siger en af initiativtagerne, Bent Nørregaard, Gjerrild.
Slowfood med musik
I stedet vil arrangørerne lave et én dags kursus, kaldet højskoledag, med essensen af det planlagte kursus.
Højskoledagen bliver afholdt mandag 8. juli fra kl. 9.00 til 22.00 med overskriften ”Naturen langs kysten, spottet gennem kunst og gastronomi”.
”Der bliver kystaktiviteter og vi vil se naturen gennem akvarel, tegning, foto og collage,” siger Bent Nørregaard.
Sidst på dagen tilberedes maden i fællesskab og den indtages som en slow-food middag med musim, ad libitum ved bålet. Festn ventes at klinge ud ved 22-tiden.
Tilmelding skal ske senest 2. juli på tilmelding@sommerhøjskolen.dk