Livredderne er på plads
Også i år vil der være livreddere ved Vallensbæk Strand
Et sikkert sommertegn er når livredderne er på plads ved stranden. Om badevandet så er varmt nok til at bade i, ja, det er jo nok en smagssag.
Fra mandag den 24. juni er TrygFondens Kystlivreddere igen klar til at holde øje med badegæsterne på Vallensbæk Strand. Her vil livredderne sommeren igennem give gode råd om badesikkerhed og passe på børn og voksne.
Kystlivredderne åbner i alt 35 livreddertårne på strande og havnebade i Danmark. Over de næste otte uger, frem til den 17. august, vil livredderne holde øje med strandgæsterne hver dag mellem kl. 11 og 19 på Vallensbæk Strand.
Livredderne har også baderådsfoldere og malebøger med sig, der er en oplagt mulighed for, at forældre og børn sammen kan tale om badesikkerhed.
Livreddern lader forstå, at de har trænet hårdt hele foråret, så de er klar til at hjælpe badegæsterne.
"Sidste sommer var vejret svingende, men vi havde en periode med rigtig godt vejr, og det betød, at livredderne havde travlt. Livredderne gennemførte 36.214 indsatser, som bl.a. inkluderer almindelig førstehjælp ved snitsår, dehydrering og bistik", iger René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.
"Samtidig er der meget forebyggende arbejde, hvor livredderne giver strandgæsterne råd om vand- og vejrforhold, og på den måde er de med til at forhindre ulykker i at opstå."
Erik Bech, der er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, opfordrer til, at man tænker på sin egen og andres sikkerhed, når man begiver sig af sted mod stranden.
"Vi håber naturligvis på en sommer med godt vejr, så danskere og turister kan nyde vores mange gode strande. Jeg vil opfordre alle til at vælge en strand med livreddere, for de er trænet i at komme badegæster til undsætning, hvis nogen kommer i vanskeligheder i vandet. En anden ting, der ikke kan siges ofte nok, er, at forældre aldrig må slippe børnene ude af syne, når de er på stranden", siger Erik Bech, som er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.