Okore til Premier League
Jores Okores fremtidige arbejdsplads hedder Aston Villa
FC Nordsjælland, Aston Villa og Jores Okore har underskrevet en transferaftale, der sender den 20-årige forsvarsspiller til Premier League-klubben fra den 1. juli.
Det skriver FC Nordsjælland på sin hjemmeside torsdag eftermiddag.
"Jores har været en vigtig del af vores hold i de seneste sæsoner, og vi kommer selvfølgelig til at savne ham både på og uden for banen. Han har gennem hele sin tid i klubben, fra ungdomsholdene og i sin senior-tid, været igennem en rivende udvikling, som vi håber og tror kan fortsætte i de nye og større rammer i Premier League" siger sportsdirektør Jan Laursen.
Og han er stolt over, at klubben har været med til at udvikle et talent, der nu skal prøve kræfter med Premier League.
"Vi er rigtig stolte af, at vores store investering i talentarbejdet allerede nu bærer frugt med en transfer til verdens største liga, som både opfylder spillerens store ambitioner og samtidig økonomisk er den mest markante handel i FC Nordsjællands historie. Det er en transfer, der på mange måder viser, at vi har truffet det for os rigtige valg i strategien med udvikling af spillere fra egen ungdomssektor. Det er ikke mere end en uge siden, vores U19-hold vandt det første danske ungdoms-mesterskab, og vi har i sæsonen benyttet os af mange af de helt unge spillere i Superliga-sammenhæng, og vi har flere dygtige spillere på vej fra talentrækkerne, lyder det fra Jan Laursen.
Handlen er den første med en klub fra den bedste engelske række, men FC Nordsjælland vil dog ikke ud med, hvor meget de har fået for Okore - men lægger altså ikke skjul på, at det er den største handel i klubbens historie.
"Jores vil være et forbillede for mange af vores helt unge talenter, der nu kan se, at man gennem hårdt og dedikeret arbejde kan nå både A- landsholdet og Premier League her i FCN", siger sportsdirektøren.
Jores Okore nåede at optræde 79 gange for FC Nordsjælland og spille 7 A-landskampe.